Unge Michael Jepsen Jensen slog Nicki Pedersen i Grand Prix-finalen, og Nicki er tæt på VM-titlen.
Nicki Pedersen som verdensmester 2012.
Det er pludselig blevet ganske realistisk, efter at den tredobbelte danske verdensmester for alvor fik sat trumf på ved det sidste Grand Prix i Vojens i foreløbig et stykke tid - hvis ikke for altid.
Den 35-årige fynbo startede den kolde aften i Vojens 11 point efter australske Chris Holder, der fylder 25 år på mandag.
Men da flere end 20.000 tilskuere på det udsolgte stadion gik hjem kunne de glæde sig over, at fynboen før den sidste afdeling om to uger i polske Torun blot er to points efter førende Chris Holder
Og samtidig tale om kæmpesensationen, blot 20-årige Michael Jepsen Jensen, der i sit blot andet Grand Prix blev en sensationel vinder af løbet.
Hans Andersen har tidligere gjort det som wildcard-kører, og nu præsterede det måske største talent i verden at gentage præstationen.
Michael Jepsen Jensen kørte simpelthen forbi Nicki Pedersen på tredje omgang af de fire i finalen.
- Jeg har det fint med, at jeg ikke fører før sidste afdeling. Nu er presset på Holder. Men en fantastisk aften for dansk speedway med to kørere på de to første pladser, sagde Nicki Pedersen efter finalen.
- Det her er helt ubeskriveligt. Jeg havde nogle gode heats undervejs, og til sidst lykkedes alt, kom det fra Michael Jepsen Jensen fra Grindsted, efter han sikret sig den totalt overraskende sejr.
Lykkes det ikke for ham at kvalificere sig i næste lørdags Challenge, står han i stedet til et wildcard til næste års Grand Prix-serie.
Det lykkedes ikke for Bjarne Pedersen og Hans Andersen at komme videre blandt de otte sidste. Bjarne Pedersen var dog på samme pointstal som unge Michael Jepsen Jensen, der kom videre.
Dansk speedway ser nu med spænding frem til næste lørdag, hvor der i kroatiske Gorican køres kvalifikation om tre pladser til næste års Grand Prix-serie.
De tre bedste af de 16 deltagere får en billet til speedwaysportens Superliga.
Fire af de 16 deltagere er danskere, nemlig den danske mester Niels-Kristian Iversen, Leon Madsen, Hans Andersen som stortalentet Michael Jepsen Jensen, der i øjeblikket også fører serien om VM-titlen for U-21 kørere.
Stillingen før sidste afdeling i Grand Prix-serien:
Chris Holder 145, Nicki Pedersen 143, Greg Hancock 135, Emil Sayfutdinov 122, Jason Crump 121, Tomasz Gollob 121, Fredrik Lindgren 111, Antonio Lindbäck 103, Andreas Jonsson 84, Hans Andersen 64, Chris Harris 59, Bjarne Pedersen 56, Peter Ljung 55, Jaroslav Hampel 55, Kenneth Bjerre 44.
De otte bedste sikrer sig automatisk adgang til næste års serie.








