Bo Nielsen er sportschef for Dansk Automobil Sports Union. Han har fulgt den nu afdøde racerkører Christian Bakkerud, siden han startede som talent. Sportschefen er rystet over den tragiske ulykke. Han fortæller, at Bakkerud skulle have været gift næste år.
- Jeg har hørt det, og jeg sidder her og er helt rystet, siger Bo Nielsen som det første, da sporten.dk får fat i ham.
Bo Nielsen har fulgt Christian Bakkerud, siden han startede som talent, og han så et tydeligt talent i den nu afdøde racerkører.
- Christian tilhørte den nye generation af ung racerkører, som fulgte efter de etablerede navne. Han var en af de typer, vi i sin tid sammen med Team Danmark satsede på kunne nå toppen. Han viste mange eksempler på sit talent, siger Bo Nielsen.
Christian Bakkerud startede med at køre gokart, men sidenhen gik han op gennem klasserne, kørte GP2 og til sidst Le Mans.
- Personligt mener jeg, at han fandt den rigtige hylde, da han skiftede til Le Mans, og jeg er ked af, at han besluttede ikke at fortsætte efter 2010, for han var fantastisk langdistancekører, men nu finder vi desværre aldrig ud af, hvor langt han kunne være nået, siger Bo Nielsen.
Bo Nielsen stoppede sin racerkører-karriere i 2010 for at forfølge en civil uddannelse, men det var ikke de eneste planer, den unge mand barslede med.
- Han skulle være gift til næste år, så han gik også med planer om at stifte familie, lyder det fra sportschefen.
Det er en tydeligt mærket sportschef, der fortæller om Christian Bakkerud som person.
- Han var et af de mest venlige og hjælpsomme mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han var ekstremt sympatisk og hjalp gerne, hvis han kunne. Jeg kan slet ikke sige, hvor ked af det, det her har gjort mig, siger han og uddyber:
- Det her er foreløbigt et chok, så jeg har ikke mere at sige lige nu, men det er klart, at det er noget, man aldrig kommer til at glemme helt.








