Frederikshavn White Hawks leder efter ny målmand
En af AL-Bank Ligaens største profiler, Frederikshavn White Hawks’ canadiske målmand, Rob Nolan, skal opereres i knæet og er væk for resten af sæsonen.
- Rob fik dommen fredag formiddag på Sygehus Vendsyssel. Efter operationen venter seks måneders genoptræning. Vi har et stykke tid haft bange anelser, siger White Hawks’ assisterende træner, Mike Grey.
- Vi skal nu finde en ny førstemålmand og reddes lidt af den kommende landsholdspause.
Rob Nolan har spillet en markant rolle på holdet fra Vendsyssel, som satser hårdt på en topplacering efter sidste års skuffelse.
For tredje kamp i træk vogter Lasse S. Jensen målet, når White Hawks fredag aften på hjemmebane møder Rødovre Mighty Bulls, Lasse S. Jensens tidligere klub. På reservebænken har Frederikshavn unge Matthias Hansen.









