Phil Paquet står til to eller tre spilledages karantæne.
To eller tre spilledages karantæne. DIUs Disciplinærudvalg har endnu ikke truffet en afgørelse, men under alle omstændigheder får Copenhagen Hockey ikke sin canadiske nøglespiller, Phil Paquet, med i de næste to kampe efter matchstraffen torsdag mod Rødovre Mighty Bulls.
Hans hensynsløse og farlige tackling i ryggen på backen Mike Rådde, der knaldede hovedet i glasset og er ude på ubestemt tid med hjernerystelse, får kritik fra alle sider.
– Tacklingen var unødvendig hård og grov. Matchstraffen var i orden. Får han to spilledage, er der ikke noget at sige til det, siger Copenhagens cheftræner, Morten Hagen og tilføjer:
– Phil er vores bedste back, og det er et handicap at skulle undvære ham i lørdagens ekstremt vigtige kamp i Frederikshavn.
For Copenhagen Hockey er det sidste udkald, hvis sjællænderne skal bevare håbet om en playoffplads. De har ti point op til nr. næstsidst, Frederikshavn White Hawks, som har tabt de seneste otte kampe og ligner et hold i krise.
Copenhagens trumfkort i skæbnekampen er talentkæden med tre af ligaens hurtigste spillere, Sebastian Svendsen, Nicklas Beyer Carlsen og Nikolaj Rosenthal.








