Men agenten og landstræneren er sikker på, at Peter Regin fortsætter i NHL.
Ottawa Senators’ forward Peter Regin, 25, cementerer sit ry som Danmarks uheldigste NHL-spiller.
Hvad der længe har lignet en sæsonafslutning, kun godt halvvejs inde i grundserien, er en realitet.
Nøjagtig som det skete for knapt et år siden, hvor han blev opereret i venstre skulder, er det samme skulder, der har skabt problemet.
Ottawa Senators har meget længe, som der er tradition for i forbindelse med skader i NHL, holdt kortene tæt inde til kroppen.
Men nu er det officielt, at skulderen skal opereres eller have en anden behandling. Under alle omstændigheder lægger klubbens ledelse ikke skjul på, at Peter Regin har spillet sin sidste kamp i denne sæson.
Peter Regin er dybt berørt af sin skæbne og ønsker ikke at udtale sig, men hans danske agent, Bjarne Madsen, er ikke i tvivl om, at han også spiller NHL næste sæson.
- Jeg kan ikke sige, om han fortsætter i Ottawa Senators eller et andet sted. Men ingen i NHL er i tvivl om, at Peter er en klassespiller. En af de nærmeste dage melder klubben ud, hvilken behandling Peter skal have for sin skulderskade, og derefter handler det bare om, at han bliver klar, siger Bjarne Madsen til sporten.dk og tilføjer:
- Peters to års restricted free agent udløber 1. juli. Senators kan beholde ham, hvis man kan matche de bud, der måtte komme fra en anden klub.
Om den nye skulderskade vil skade prisen på Regin, ønsker Bjarne Madsen ikke at udtale sig om. Forwardens løn i 2011/12 er på én mio. US dollar.
Peter Regin har tre gange i sporten.dk's optik været kåret som bedste danske VM-spiller. Sidst, han spillede for landsholdet, var i Tyskland 2010.
Landstræner Per Bäckman lægger ikke skjul på, at han betragter Regin som det største danske talent nogensinde.
- Peter er et kæmpetalent, en komplet tovejs-spiller, som med sin spilforståelse og skøjteteknik kan vinde kampe. Peter har viljen til at komme tilbage. Jeg er ikke i tvivl om, at han genvinder sit gamle niveau, og at Ottawa Senators vil beholde ham, siger Per Bäckman til sporten.dk.
- Nu er Ottawa så godt kørende i denne sæson, at jeg egentlig heller ikke have ventet at se Peter i VM i Stockholm, selv om han havde været klar.
Allerede i tiden i Timrå i Elitserien havde Peter Regin første gang problemer med smertensbarnet skulderen.
Herning-spilleren blev draftet af Ottawa Senators i tredie runde i 2004 og kom via Timrå til AHL-klubben Binghamton Senators i 2008 og derfra videre til NHL i januar 2009.
I hele karrieren er det blevet til 151 grundseriekampe med en score på 52 point (19 mål og 33 assist). I playoff 2010 imponerede han alt og alle med tre mål og en assist i seks kampe.
Sidst han spillede var mod Buffalo Sabres 20. december, og i denne sæson er det kun blevet til sølle ti kampe, to mål og to assist, for spilleren, landstræneren kalder Danmarks største talent.








