Økonomien prioriteres over sportslige ambitioner og sætter begrænsninger i ishockey
Selv om Rødovre Mighty Bulls og Hvidovre Ligahockey skal mødes ni gange i grundseriens 39 runder i AL-Bank-Ligaen, er der jo ikke noget i vejen for, at man lige tager et par ekstra kampe.
RMB og rivalerne fra den anden side af sognegrænsen mødtes lørdag i sæsonens første træningskamp på Sjælland, og tyrene tog stikket hjem i Rødovre Skøjte Arena med en sejr på 5-3 (1-1, 1-1, 3-1) på mål af Jonas Sass (2), Jeppe Henriksen. Kasper Jensen og canadieren Justin Chwedoruk.
Hvidovres målscorere var Sergej Cubars, Thor Dresler og Christisn Vaagensø.
Justin Chwedoruk er på en slags try out og gjorde fornem reklame for sig selv. En hurtig, smart og arbejdsom forward, som vil pynte på ethvert dansk ligahold, men om man kan finde plads til ham i budgettet er stadig et åbent spørgsmål.
- Økonomisk ansvarlighed er nøgleord og prioriteres over sportslige ambitioner, siger RMB-direktør Brian Møller.
Justin Chwedoruk vil gerne fortsætte karrieren i Rødovre, så mon ikke man finder en løsning.
En anden spiller, man krydser fingre for, er Rungsted Cobras’ Andreas Sabroe. En verdensstjerne kastede glans over kampen. Ikke en spiller, men en dommer: Dan O’Halloran. Den 46-årige canadier har dømt i NHL siden 23 års alderen og er en af verdens bedste i branchen.
Tre gange har han dømt Stanley Cup-finalen, og han var tidligere på året hoveddommer i den olympiske finale i Vancouver mellem Canada og USA. Han var i Danmark for at undervise på DIUs årlige seminar for danske ligadommere og tog tjansen på isen sammen med seks danske hoveddommere og 12 liniedommere, som alle fik ti minutter i hans selskab.
- Han løber ikke, han svæver hen over isen, som den rutinerede danske topdommer Asger Krog bemærkede.








