5.000 tilskuere på tre dage i SE Arena i Vojens
Publikum bærer Sønderjyske frem.
Fredag så godt 2.700 entusiastiske supportere hjemmeholdet slå Herning Blue Fox 3-2, mens der i tirsdags var knap 2.300 til kampen mod Aalborg Pirates.
- 5.000 på tre dage er et drømmescenarie og en stor hjælp, siger Sønderjyskes sportschef, Søren Stockfisch.
Sønderjyske kom på 2-0 efter fem minutter på mål af Mads Lund og Michael Eskesen, mens Brock Hooton scorede sejrsmålet fem minutter inde i tredie periode. De sidste to mål i powerplay.
- En tæt, intens kamp mellem to hold, som hader at tabe til hinanden. Herning havde os på hælene i anden periode, men vi fightede os godt tilbage i tredie, siger Søren Stockfisch.
Frederikshavn White Hawks havde igen Robin Bergman og Tobias Kisum med og vandt hjemme 3-0 over Odense Bulldogs.
- Afgørende blev vores større bredde og en stærkt spillende Rob Nolan, som holdt sit nul, siger assisterende træner, Mike Grey.
EfB Ishockey fortsatte nedturen og måtte se sig slået i Herlev med 1-0. Den enlige målscorer var Eagles-kaptajnen Thor Dresler midt i tredie periode.
AL-Bank Ligaen
Sønderjyske-Herning Blue Fox 3-2 (2-1, 0-1, 1-0)
Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs 3-0 (1-0, 2-0, 0-0)
Herlev Eagles-EfB Ishockey 1-0 (0-0, 0-0, 1-0)
Copenhagen Hockey - Aalborg Pirates 2-4 (0-3, 0-1, 2-0)









