Den dobbelte målskytte brandvarmt emne i det store udskilningsløb
27 er i spil til 23 pladser på landstræner Per Bäckmans OL-hold.
Sådan ser situationen ud efter 3-2 sejren på straffeslag over Letland og med to kampe tilbage i Euro Icehockey Challenge mod Slovenien og Frankrig.
De to målmænd i Lyon, Patrick Galbraith og Simon Nielsen, er selvskrevet til OL-kvalen 7.-10. februar i Vojens, og der er ingen tvivl om, at Rødovre Mighty Bulls' Sebastian Dahm bliver tredjemålmand.
Af backemner har Per Bäckman ni spillere til syv pladser, nemlig de otte i Lyon plus Michael Eskesen. Og til 13 forwardpladser er der 15 kandidater, de 12 på isen mod Letland samt Mads Christensen, Nichlas Hardt og Jesper Jensen, som af forskellige grunde ikke er med i Frankrig.
Regnestykket er en forudsætning af, at den nordamerikanske sæson kommer i gang senest i februar og forhindrer NHL-spillernes OL-deltagelse.
Smadrer lockouten hele NHL-sæsonen, står Per Bäckman i en ny situation med backen Philip Larsen og de fem angribere Frans Nielsen, Jannik Hansen, Mikkel Bødker, Lars Eller og Peter Regin sultne og klar som et potent supplement til den aktuelle trup, og Danmarks chance for at kvalificere sig til OL for første gang er flerdoblet.
- Vi spiller i dag med dem, vi véd, vi har. Jeg vil ikke sige, at vi har mange spillere at vælge imellem, men jeg synes, det ser fornuftigt ud, siger Per Bäckman til BT.
Danmark spillede sig op mod letterne efter anden periode og var klart bedst i tredje og i overtiden.
At straffeslag er en dansk specialitet blev demonstreret med bravur. Det var elvte gang i de 13 seneste straffeslagskonkurrencer, Danmark vandt. En statistik, næppe noget andet land i verden kan præstere.
Lasse Lassen scorede de to mål i den ordinære kamp, og Nicklas Jensen scorede på begge sine straffeslag og blev matchvinder.
Lasse Lassen er to gange blevet sorteret fra som en af de sidste til VM, men rider i øjeblikket på en bølge, som kan give ham en OL-plads. Han er netop blevet kåret som Tissot Månedens Spiller i AL-bank Ligaen og blev valgt som bedste danske spiller mod Letland.
- Der er lang tid til OL-kvalen. Det er bare at fortsætte og arbejde stenhårdt, siger han.
Lasse Lassen, Julian Jakobsen og Nicklas Jensen var den bedste kæde, men også målmanden Patrick Galbraith og backen Jesper B. Jensen imponerede.
Jesper B. Jensen er kommet over sin hjernerystelse i en Rögle-kamp og bliver en nøglespiller i OL-kvalen.
Efter syv kampe og seks sejre i Oskarshamn vender Patrick Galbraith tilbage til Frölunda.
- Vi har én kamp i Elitserien inden jul. Nu må vi se, om jeg får den, siger han.
Aalborg-centeren Bjarke Møller udgik i tredje periode med en mindre hjernerystelse efter en tackling i hovedet og er færdig i Lyon.
Euro Icehockey Challenge, Lyon
Danmark-Letland 3-2 (1-0, 0-1, 1-1, 1-0)






