Jannik Hansen slap ikke uden tiltale for sit slagsmål i Danmarks sidste kamp ved årets VM-turnering i Sverige.
I første omgang blev den store dansker blot sendt i bad for sin forseelse, men nu har IIHFs disciplinærudvalg taget en række sager op fra den forgangne sæson, og det har givet Jannik Hansen en spilledags karantæne.
Husker man tilbage til 15. maj, hvor Danmark og Norge mødtes i den sidste gruppekamp ved VM, endte en flok spillere mod slutningen af anden periode i det man vel kan betegne som et bunkeslagsmål på isen.
Jannik Hansen var en af de mere aktive deltagere, og selvom linjedommeren forsøgte at få Hansen væk fra slagsmålet, ville danskeren ikke stoppe. Det kostede ham en badebillet og et tidligt exit fra VM, og nu giver det ham også karantæne.
Disciplinærudvalget har lagt væk på, at Jannik Hansen ikke lyttede til linjedommeren men fortsatte sin søgen efter konfrontationer med modspillerne. Umiddelbart har IIHF meldt ud, at Jannik Hansen får karantæne i Danmarks første OL-kvalifikationskamp, der spilles i februar 2013.
Spørgsmålet er dog, om den beslutning holder. Jannik Hansen spiller nemlig til daglig for Vancouver Canucks i NHL, og her får spillerne ikke fri til at spille OL-kvalifikation for deres land. Derfor må man forvente, at hans karantæne først gælder ved næste års første VM-kamp (4. maj mod Canada) - forudsat at han er færdig med slutspillet i NHL og kan deltage ved VM.
Også et par danske spillere fra U18-landsholdet har fået karantæne. I Danmarks sidste kamp ved U18-VM mod Schweiz havnde mange spillere fra begge hold på isen i et gruppeslagsmål. Seks schweizere og fem danske fik udvisninger i den forbindelse, og den episode har disciplinærudvalget også set nærmere på.
De danske spillere Søren Mortensen (Sønderjyske) og Morten Brodersen (Herning) har hver fået en spilledags karantæne - Mortensen for sin matchstraf, og Brodersen for at have været meget aktiv og involveret i slagsmålet - mens Nikolai Gade, Mads Larsen og Georg Sørensen slipper for yderligere tiltale.









