Landsholdets succesrige assistenttræner skal næste sæson være træner i en dansk isliga-klub. Esbjerg Ishockey har skrevet kontrakt med den tidligere NHL-spiller.
Esbjerg Ishockey har sikret sig det succesfulde ishockeylandsholds assisterende træner Tomas Jonsson som cheftræner i den kommende sæson.
- Det er lidt af et scoop, og vi får en komplet cheftræner, der meget gerne vil uddanne vores unge spillere. Han har prøvet det ypperst indenfor sporten og er en super person, der har begge ben på jorden,” siger Esbjergs sportschef Peter Gommesen.
Tomas Jonsson er en meget rutineret herre med flere end 500 NHL-kampe i verdens bedste ishockeyliga. Han har samtidig i mange år været en profil på det svenske landshold.
- Jeg har længe haft et ønske om at træne udenfor Sverige, og det her er den helt rigtige udfordring. Jeg vil meget gerne arbejde med unge spillere. Dansk ishockey udvikler sig. Det kan vi tydeligt se her ved A-VM, siger Tomas Jonsson, der er en af de få spillere, der kan prale af at have vundet Stanley Cup, VM og OL.








