Også Team Danmarks direktør er imponeret, men endnu er pigerne ikke gode nok til støtte.
- Vi er skuffede og skal lige sove på det, men i morgen er vi stolte af dét, vi har lavet her i OL-turneringen.
Sådan lyder det fra 19-årige Line Ernst fra Hvidovre efter nederlaget i den afgørende kamp mod Japan.
- Én sejr fra OL, så tæt var vi på den store drøm. 0-5 lyder voldsomt, men cifrene tegner ikke et retfærdigt billede af kampen. Så stor forskel var der ikke. Vi havde fortjent et par kasser, men desværre var det stolpe ud i dag. Vi har spillet en fantastisk turnering, overrasket mange og sat fokus på kvindehockey.
Efter 2-1 sejrene over Slovakiet og Norge, henholdsvis verdens nr. 7 og 10, satte Japan, nr. 11, en stopper for det danske eventyr og tog den sidste af de otte pladser i OL i Sochi i 2014. For Danmark, en ydmyg nr. 19 på verdensranglisten, var turneringen i Poprad et gennembrud.
- Pigerne fortjener al kredit. Havde vi scoret på nogle af vore mange chancer i starten, kunne det være blevet en tæt kamp, siger landstræner Denis Larsen. Mens de små, hurtige japanere har været i træningslejr hver måned siden maj, har Denis Larsen kun haft sine spillere samlet syv gange á tre timer i løbet af sæsonen foruden de tre OL-kvalifikationsturneringer i Spanien, Letland og Slovakiet.
I Japan er kvindehockeyen desuden så stor, at de japanske kampe blev sendt live på TV.
- OL har givet smag på mere. Vi ser frem til VM-turneringen i næstbedste gruppe til april i Stavanger, siger Denis Larsen.
- Selvfølgelig vil vi slås for oprykning til A-gruppen med verdens otte bedste hold. Det bliver en turnering, som vil minde meget om den her i Poprad. Team Danmarks direktør, Michael Andersen, er imponeret over kvindernes resultater, men umiddelbart får de ikke mere støtte, end de har i øjeblikket. Nemlig ingenting.
- De har overrasket positivt, og vi vil naturligvis følge dem, men de skal op i A-gruppen, før vi vil støtte dem økonomisk, siger han.









