I aften begynder den nye sæson i AL Bank Ligaen, og sporten.dk giver her sit bud på, hvordan de ni hold kommer til at klare sig i år.
Karakteristisk for stort set samtlige hold i ALBank Ligaen er en nærmest eksplosiv udskiftning. Når pucken kastes i aften, er det med rekordmange nye navne, publikum skal lære at kende, og udskiftningen af danske og udenlandske spillere vil få stor betydning.
Dét hold, der har handlet bedst ind og imponeret mest i forsæsonen, er Frederikshavn White Hawks. Selv om erfaringen viser, at man skal være varsom med at tippe, er vendelboerne sporten.dk's bud på de kommende danske mestre. To gange har Danmarks nordligste klub toppet ligaen. I 1989 og 2000. Sidst høgene var i medaljerne var i 2011 ( sølv).
Inden den første faceoff vover sporten.dk det ene øje og tipper placeringen fra ét til ni. Hvor man tidligere har set hold stikke af i grundserien, ligner det i år en meget tæt kamp mellem de fire tophold. De fleste af de nyindkøbte udenlandske spillere er ubeskrevne blade fra sekundære ligaer.
Klubberne må stille med otte med fremmed pas, men ingen har endnu ramt loftet. Der er givet spilletilladelse til 51, to flere end ved sæsonpremieren sidste år, så de fleste starter med fem eller seks.
FREDERIKSHAVN WHITE HAWKS
GULD: Tre canadiere og fire svenskere suppleret med Morten Lie og Nicolai Meyer, som er hentet hjem fra henholdsvis Herning og Malmø. Høgene flyver højt med navne som målmanden Rob Nolan, backerne Phil Paquet og Mads Bech Christensen og en håndfuld teknisk gode og målfarlige forwards med den tidligere AaBer Robin Bergman som prikken over i'et. Også trænerduoen med svenske Lars Ivarsson med fortid i Elitserien og Allsvenskan og assistenten Mike Grey, som sluttede sin aktive karriere i foråret med kamp nr. 864 på førsteholdet, tegner spændende.
AALBORG PIRATES
SØLV: AaB er lagt i graven i ishockeysammenhæng.Nu er det piraterne, der huserer. Ingen tvivl om, at det frygtindgydende navn vil skabe overskrifter. Med den svenske klassekeeper Magnus Åkerlund er Aalborg væsentligt forstærket på målmandsposten. Også på back-og angrebssiden er holdet bedre end sidste sæson, hvor nordjyderne blev ekspederet ud af semifinalen af Odense Bulldogs i fire kampe. Backen Mats Hansson og forwarden Mathias Månsson får markante roller, og så skal man ikke glemme landsholdsnavne som Kasper Degn og Bjarke Møller. Pirates har netop sagt farvel til en amerikaner, men en ny nordamerikaner er på vej.
SØNDERJYSKE
BRONZE: Det gjorde ondt i Vojens og omegn, at holdet, fem ud af ni trænere sidste år tippede til guld, måtte nøjes med bronze, slået i semifinalen af Herning Blue Fox. Konsekvensen har været en udskiftning, man ikke har set tidligere i Sønderjyske. Umiddelbart er holdet ikke blevet styrket, men de sidste to års skuffelser har øget sulten hos spillerne og cheftræner Mario Simioni. På målmands-og angrebssiden et af ligaens stærkeste hold. Det store spørgsmålstegn er backerne.
HERNING BLUE FOX
FJERDEPLADS: Historikken kan ingen tage fra Danmarks mest vindende klub med 16 DM-titler siden 1973. Sportschef Todd Bjorkstrands 13 mesterskaber, de seks som træner, kan også skræmme de fleste. De sidste to års mestre går efter klubbens første hattrick, men sker det, vil det være en endnu større overraskelse end sidste års guld, selv om Bjorkstrand er en sand mester i at hente nye navne ind som erstatning for dem, der forsvandt. Savnet af supertrioen Thomas Spelling og brødrene Oliver og Patrick Bjorkstrand bliver stort.
ESBJERG ISHOCKEY
FEMTEPLADS: Den pendlende cheftræner Olaf Eller ( tager dagligt toget mellem Dragør og Esbjerg) kommer til at slås i en lille gruppe lige under top fire, selv om vestjyderne sigter højere. Esbjerg starter med fem udlændinge, men har samlet ind til nr. seks. Den svenske målmand Daniel Sperrle med fortid i Elitserien og russiske KHL er en kæmpegevinst, og de nordamerikanske forwards Tyler Mosienko og Dennis McCauley bliver også to nøglespillere.
RØDOVRE MIGHTY BULLS
SJETTEPLADS: Sporten.dk har de sidste to år gjort i nælderne ved at tippe MightyBulls til en bundplacering. Kontinuiteten hos tyrene giver os større tro på dem i denne sæson, selv om de ikke er bedre på papiret. Nøglespilleren er målmanden Sebastian Dahm, men bliver han skadet, har man unægtelig et problem. Cheftræner Brad Gratton har gjort et fantastisk arbejde med de mange Rødovretalenter. Igen giver han nye navne chancen på Sjællands bedste hold.
ODENSE BULLDOGS
SYVENDEPLADS: Var sidste sæsons sensation, da de udklassede Frederikshavn og Aalborg i playoff, begge med 4-0, og pressede Herning ud i syv kampe i finalen. Siden er der sket ting og sager -og ikke til det bedre. Fire danske og fire udenlandske spillere er skiftet ud, og Bulldogs har ikke formået at fylde tomrummet ud med spillere af samme kaliber. Cheftræner Pär Johanssons spillere kan kun overraske.
HERLEV EAGLES
OTTENDEPLADS: Ørnene var et frisk pust i ligaen i sidste sæson, men er blevet stækket. Ikke mindst med topscoreren og årets spiller Frederik Storms flugt over Sundet til Malmö Redhawks og superveteranen Jesper Duus' stop. Det ligger i luften, at Herlev skal ligge og slås i bunden. Forsæsonen med et hav af skader har ikke gjort livet lettere for cheftræner Juha Riihijärvi, som endnu ikke har kunnet stille fuldt hold.
COPENHAGEN HOCKEY
NIENDEPLADS: I klubben med ligaens mindste spillerbudget, 950.000 kr., har direktør Thomas Friberg ikke budgetteret med en plads i playoff. Dermed ikke sagt, at han ikke inderst inde har en god følelse af, at klubben fra Hvidovre vil overraske takket være en frygtet hjemmebane og trioen Christian Nyman, Nicklas Carlsen og Nikolaj Rosenthal. Ud over Rødovre er det i øvrigt kun Copenhagen, der har en dansk førstemålmand ( Christian Møller eller Nicklas Dabbagh).








