Herning Blue Fox profiterede klogt af sin stærke defensiv i Rødovre
Udebanehockey er sjældent underholdende, men den kan være dræbende effektiv.
Herning Blue Fox' kølige recept mod Rødovre Mighty Bulls' hurtige, aggressive og offensive stil gav pote.
- Møder man et hold, der kører så meget på som Rødovre, er det vigtigt at spille kontrolleret. Det lykkedes i en stor del af kampen, siger landsholdsbacken Rasmus Nielsen.
- Der opstår især i anden periode mange overtalssituationer og kontraer, som ikke er vores stærke side. Dér holder vi ikke aftalerne. Men ellers så det fornuftigt ud. Især i starten.
Herning Blue Fox tog føringen 2-0 på to tørre hug fra halvdistancen af Rasmus Nielsen og Rob Ricci, men med en smart detalje af Jannik Karvinen, der fra en spids vinkel løftede pucken op i taget, kvitterede Mighty Bulls i anden.
Jannik Karvinen havde desuden to brag på stangen og ærgrede sig: - Spillemæssigt var vi bedst, men udnytter ikke chancerne.
Blue Fox' nøglespillere var målmanden Lubos Pisar, Rasmus Nielsen og Lasse Lassen, mens Mighty Bulls' havde sine bedste i kæden med Michael Smidt, Jannik Karvinen og Mathias Bau.
Det store spørgsmål inden det sjællandske derby lørdag aften i Herlev, hvor Rødovre Mighty Bulls kommer på besøg, er, om Eagles' canadiske NHL-back, Kevin Klein, har fået sin arbejds- og opholdstilladelse på plads i løbet af lørdagen.
Importen fra Nashville Predators med 337 kampe i verdens stærkeste liga var tilskuer i Rødovre Skøjte Arena.
- Det var sjovt og spændende at se en kamp i den danske liga. Spillerne holder mere på pucken og har mere tid på den større bane end i nordamerikansk hockey, siger han.
- Jeg håber, papirerne går hurtigt i orden. Jeg vil hellere spille end kigge på.
At Kevin Klein mener det alvorligt med sit besøg i Danmark understreges af, at han har sin personlige fysiske coach, Mike Krajewski, med til Herlev.
Resultater:
Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox 1-2 (0-2, 1-0, 0-0)
Sønderjyske-Odense Bulldogs 5-2 (3-1, 2-0, 0-1)
EfB Ishockey-Aalborg Pirates 2-4 (0-0, 1-2, 1-2)
Copenhagen Hockey-Frederikshavn White Hawks 2-4 (0-1, 0-3, 2-0)






