Triumf for lejesvendene i debuten for Rauman Lukko
Hvilken debut for den lockoutede trio, Frans Nielsen, Mikkel Bødker og Philip Larsen, da Rauman Lukko på udebane slog Pelicans 4-1 i den finske liga, SM-liiga.
Lejesvendene fra New York Islanders, Phoenix Coyotes og Dallas Stars brillerede i deres første kamp i denne sæson. Ikke færre end tre af de fire Lukko-mål havde dansk fingeraftryk.
Og i målet havde Lukko en fjerde dansk landsholdsspiller, Simon Nielsen, som ifølge sportskoordinatoren Hannu Vanhatalo spillede excellent.
- Vi er meget glade for vore fire danskere. Selv om Frans, Mikkel og Philip ikke har spillet siden i foråret, viste de en professionel indstilling og en stærk attitude, som hjalp hele holdet, siger Hannu Vanhatalo.
- Man kunne godt se, at Mikkel og Frans var lidt trætte til sidst, men det er forståeligt. Philip arbejdede stenhårdt i 24 minutter. Hvilket skøjteløb. Og Simon spillede sin bedste kamp i denne sæson.
Frans Nielsen var glad efter sin første kamp siden VM i Globen i Stockholm i maj.
- Jeg var lidt rusten, men sjovt at spille igen. Og vi vandt, dét var det vigtigste, siger han.
- Jeg nød at spille igen, og nu får vi et hårdt program. Det passer os fint. Jeg synes, der var et højt tempo og en god intensitet. Banen, der er en mellemting mellem dem, vi har har i NHL og de danske og svenske baner, passer os fint.
Philip Larsen er ikke kendt som den store målscorer (tre mål i 63 NHL-kampe), men åbnede scoringen for Lukko med 1-1 kvitteringen i powerplay efter 18 minutter med Frans Nielsen som assist. Og i første periodes døende sekunder var Dallas-backen assist til 2-1.
Midt i tredje periode kom Mikkel Bødker på tavlen med 4-1-målet assisteret af Frans Nielsen.
Danskerklubben spiller lørdag i Rauma mod topholdet og de regerende mestre fra Jyväskylä, JYP, og søndag i Helsingfors mod den skadede danske VM-spiller Nichlas Hardts klub, Jokerit. Den fjerde kamp på seks dage bliver hjemme på tirsdag mod SaiPa. Et program, der minder meget om dét, NHL-spillerne er vant til derhjemme, når ejerne og spillerne ikke slås.
Lukko avancerede to pladser efter sejren og er nr. 12 af de 14 hold i SM-liiga.









