Jannik Hansen er tilfreds med sin præstation i NHL playoff-serien
En glad og lettet Jannik Hansen pustede ud efter Vancouver Canucks' overtidssejr på 3-2 over Los Angeles Kings i den første slutspilskamp.
- Playoff er noget helt specielt, og det er dejligt at være i gang. Mange betragter Canucks som favorit mod Kings, men det er et farligt hold. Kampen var nøjagtig så vanskelig for os som ventet, siger han.
- Det er en serie, hvor alt kan ske. Vi har jo allerede set en del overraskelser de første to playoffdage.
Den 24-årige højre wing spillede sin 13. playoffkamp, fordelt på tre slutspil, og fik knap 19 minutter på isen.
- Jeg spillede enkelt og koncentreret og er tilfreds med mit spil, siger han.
Jannik Hansens tovejs-kontrakt udløber til sommer. Drømmen er en énvejs-kontrakt og meget gerne med Vancouver, hvor han stortrives.
Mikael Samuelsson blev to måls-skytte og matchvinder med scoringen små ni minutter inde i forlængelsen. Kamp nr. 2 spilles natten til søndag dansk tid. Også i den olympiske pragtarena, General Motors Place.








