Aldrig har så mange danske spillere optrådt i udenlandske klubber
Danske ishockeyspillere invaderer det udenlandske marked. 58 spillere med dansk pas - i realiteten tre hold - er på is i ni lande i den kommende sæson.
Det er det største antal legionærer nogensinde. Sidste år var tallet 51 ifølge ishockeybloggeren Jesper Schultz, TV 2 Sport.
En stor portion er ungdomsspillere, som primært søger lykken og udviklingsmulighederne i Sverige, USA og Canada. At Danmark - VM-kvartfinalist og verdensranglistens nr. 13 - kan markere sig så stærkt på den internationale scene, har den svenske skole stor andel i.
Flertallet af de danske VM-helte i Tyskland enten spiller eller har spillet i svenske junior- og seniorligaer. Men Danmarks Ishockey Unions succesrige svenske landstræner, Per Bäckman, advarer mod, at danske talenter partout stikker udenlands.
- Jeg ser helst, at de spiller i Danmark frem for i juniorligaerne i Sverige eller Nordamerika, siger Per Bäckman til sporten.dk
- I dag er der plads til talenterne på holdene i AL-Bank Ligaen, hvor der arbejdes meget seriøst. Er pengene små, har udviklingsmulighederne i Danmark til gengæld aldrig været bedre end nu.
Rødovre-backen Jesper Jensen, netop fyldt 19, er ifølge landstræneren et godt eksempel på et talent, der gjorde det rigtige.
- Jesper kunne have spillet J20-hockey i Sverige i sidste sæson, men valgte at tage et år mere i Rødovre Mighty Bulls, hvor han fik et stort ansvar. Han udviklede sig mere i AL-Bank Ligaen, end han ville have gjort på et svensk juniorhold.
Jesper Jensen skrev i sommer to års kontrakt med Rögle i Allsvenskan og er en kommende VM-back.
- Den bedste vej i mine øjne er at gå direkte ind på et hold i Elitserien eller Allsvenskan, understreger Per Bäckman.
Siden de euforiske VM-dage i Köln har ikke færre end otte spillere, en trediedel af VM-holdet, skiftet klub. I NHL blev Lars Eller tradet fra St. Louis Blues til Montreal Canadiens. Den 21-årige tidligere Rødovre- og Frölunda-forward blev dermed den første dansker, som skiftede NHL-klub.
Patrick Galbraith er skiftet fra Björklöven til Leksand i Allsvenskan, Stefan Lassen fra Leksand til Djurgården i Elitserien, Mads Christensen fra Iserlohn Roosters til Eisbären Berlin i DEL, Peter Hirsch fra Coventry Blaze til Bakersfield Condors i ECHL, Kasper Degn fra Bietigheim Steelers til AaB Ishockey, Thor Dresler fra Herning Blue Fox til Hvidovre Ligahockey og Kim Staal fra Malmö Redhawks til klubløs.
Kim Staal genoptræner efter en knæoperation og vil først være klar igen sidst på efteråret.








