Rødovre-modellen og Hørsholm Kommune skal redde Rungsted Cobras
En gæld til Skat på 400.000 kr. har tvunget Rungsted Cobras i betalingsstandsning, og eliteishockeyen i det nordsjællandske er afhængig af kommunal støtte, hvis den skal overleve. Helt konkret har Cobras bedt Hørsholm Kommune om et rentefrit lån på 1,5 mio. kr.
- Cobras er et stærkt brand og ishockey dén sport, kommunen har været mest kendt for, siger borgmester Morten Slotved (K).
- Jeg vil gerne have eliteishockey i kommunen og håber, at vi politisk finder en løsning. Derfor har jeg i dag skrevet til alle gruppeformændene for at høre om deres holdning til et rentefrit lån.
For syv-otte år siden indgik Hørsholm Kommune en noget-for-noget sponsoraftale med Cobras, som to gange er gået konkurs (2000 og 2009).
Rødovre Mighty Bulls blev i sidste måned reddet af Rødovre Kommune med en elitestøtte på én mio. kr. og et rentefrit lån på 1,1 mio. kr., som skal afdrages fra 2013.
Selv om Cobras har skåret helt ind til benet og har AL-Bank Ligaens mindste budget på 2,1 mio. kr. i spiller- og trænerlønninger, en direktør, der arbejder gratis, og en spillende salgschef, holdt budgettet alligevel ikke.
- Jeg forstår godt, at Cobras vil have et pusterum for at finde en ordning med Skat og øvrige kreditorer, men betalingsstandsningen behøver ikke være dramatisk. Jeg håber på en løsning i stil med Rødovre-modellen, siger DIUs direktør, Enver Hansen, som ikke mener, at Licensudvalget har svigtet.
- Der var budgetteret meget lavt, og alligevel kom der ikke sponsorindtægter nok ind. Det var svært at forestille sig indtægterne dykke så meget. Den store afmatning i samfundsøkonomien kom bag på alle.
Cobras-direktør Philip Filipsen:
- Vi har en positiv dialog med borgmesteren og en tro på, at vi kan spille sæsonen færdig.
Landsholdsbacken Thomas Johnsen:
- Spillerne har taget det roligt. Vi har fået løn til tiden og vil også får det sidst i februar.
Cobras, tredjesidst i ligaen, spiller fredag hjemme mod Rødovre. I 2009 gik Cobras, Totempo, Bulldogs, Hornets og Mighty Bulls konkurs.






















