FCKs assistenttræner Rene Dehn ærgrede sig. Ikke over, at han styrede sit hold til en bragende 33-16 sejr over Team Esbjerg. Men over, at cheftræneren Anja Andersen på grund af influenza ikke så, hvor godt, hendes hold kan spille og kæmpe i to gange 30 minutter, som han formulerede det.
Anja var i Frederiksberg Opvisningshal, men efter taktikmødet med Rene Dehn måtte hun tage hjem og pleje sin influenza.
Hun så derfor heller ikke målmand Christina Pedersen og forsvarsekspert Mette Melgaard understrege, at de er i klasseform op til torsdagens udtagelse af landsholdet til VM.

Også Christina Krogshede anbefalede sig til de 16 i Kina-truppen. Hun håber på en plads, men må erkende, at det er ude af hendes hænder.

- Jeg går ud fra, at Jan Pytlick har taget sin beslutning. Han har vidst det længe, så hverken sidste søndag eller i dag har ændret på noget. Men jeg har været med i otte år på landsholdet, så han ved hvad jeg kan, siger Christina Krogshede, der ikke vil lade sig slå ud, hvis Pytlick går uden om hende.

- Hvis det ikke bliver mig, er der ikke andet at gøre end at klø på. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at være med, så hvis det ikke bliver denne gang, så bliver det næste gang. Jeg kan ikke sætte mig ned og tude over noget. Det er bare op på hesten og derudad. Ellers kommer man ingen vegne, fastslår hun.

Christina har dog garderet sig på det følelsesmæssige område.

- Jeg har forberedt mig på lidt af hvert, men samtidig har jeg ikke turde tro på det alt for meget. Man er blevet skuffet før, så man har det med at holde det nede, siger hun.

Team Esbjergs Lotte Grigel har også forberedt sig. Men det er på, at hun ikke kommer til VM.

- Jeg forventer ikke at blive udtaget. Lærke (Møller) og Louise (Mortensen) har gjort det rigtig godt på playmakerpladsen, siger Lotte Grigel, der var inde i landsholdsvarmen ved EM i Makedonien for et år siden.

Alligevel tager hun det forventede afslag i stiv arm.

- Det er ikke en stor skuffelse, hvis jeg ikke kommer med. Jeg er jo 18 år, så der er masser af slutrunder til mig fremover, siger hun med et optimistisk smil.



 



Send til en ven


Tak fordi du tipper om indhold på sporten.dk.

Du kan sende til flere ved at indtaste flere email-adresser med komma i mellem. Dog max 10 forskellige.