Han var ærlig og indrømmede gerne, at han havde sat næsen op efter at blive hyldet som dansk mester anno 2009 allerede i dag. Men KIF Kolding fremtvang en tredje DM-finale med en sejr på 37-32 hjemme over FCK Håndbold, og gæsternes Martin Boquist håber nu, at FCK kan højne niveauet i mandagens afgørende kamp på hjemmebane, så titlen alligevel kommer i hus.
- I dag arbejdede vi 100 procent, men havde marginalerne imod os. På mandag vil vi igen arbejde 100 procent og så håbe på en indsats fra alle på 110 procent, lød det fra en slukøret og tydeligvis skuffet Martin Boquist efter kampen.
Den svenske landsholdsstjerne havde svært ved at pege på, hvad der gik galt.
- Jeg ved det ikke helt. Vi kom jo op på 27-27, men fik det ikke udnyttet. Vi fik måske et par kendelser imod os og lidt uheld i et par afslutninger. Og så må vi indrømme, at Kolding kom godt igen, da vi fik dem indhentet, sagde Martin Boquist.
FCK's norske keeper, Steinar Ege, fik for anden DM-finale i træk ikke vist hele sit repertoire. Han indledte kampen på bænken og fik ikke fat, som han plejer.
- Generelt havde vi ikke et højt nok niveau. Og så vinder du altså ikke over Kolding i Kolding og med 3000 tilskuere på lægterne. De scorede 37 mål, og det er for meget. Vi burde have holdt dem nede på fem-seks-syv færre. Men jeg tror stadig, at vi vinder DM, sagde Steinar Ege efter kampen.
FCK er forsvarende mesterhold, mens KIF Kolding ikke har vundet titlen siden 2006.
/ritzau/




































OB
FCK
EFB
SIF
BIF
AGF
AaB
FCN
SØN
FCM
RFC
HBK














Tilføj kommentar