DHFs sportschef og mændendes landstræner mener, at EHF og IHF skal lægge håndboldslutrunder der, hvor der er tilskuere. Og ikke i Sevilla, hvor Danmark spiller VM i næste måned
Det var noget af en flad fornemmelse for de danske håndboldkvinder, da de spillede nogle af deres afgørende EM-kampe i Serbien for øjnene af få hundrede tilskuere i Kombank Arena, der kan rumme 20.000 tilskuere.
Og noget lignende kan de danske håndboldherrer komme ud for, når de i næste måned skal spille VM i Spanien. Det påpeger Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek i en klumme, hvor han opfordrer det europæiske og det internationale håndboldforbund, EHF og IHF, til bedre planlægning af slutrunder.
- VM og EM for herrer har siden 2007 været spillet for fulde huse. Sådan bliver det ikke i 2013. Der er recession i Spanien. Håndboldsporten er hårdt ramt og ikke specielt populær i Spanien. Og meldingerne går på, at det går mere end trægt med billetsalget. Nu er vi nogle, der har fulgt den spanske liga. Og det vil være synd at sige, at interessen i Madrid og Barcelona er stor, skriver Ulrik Wilbek.
Især placeringen af Danmarks pulje i Sevilla i det sydlige Spanien forstår DHF-sportschefen ikke så meget af.
- Men at man så vælger at placere en pulje i Sevilla (Danmarks gruppe), hvor der ingen store klubber er, kan være meget svært at forstå. Den store interesse for håndbold i Spanien er i Nordspanien, hvor man ikke har placeret nogle kampe. Placer dog mesterskaberne der, hvor der kommer tilskuere. Det giver langt større udvikling og bedre branding end at placere dem de steder, hvor man i forvejen ved, at der ingen kommer, mener Wilbek.
Specielt for kvindernes vedkommende anbefaler DHFs sportschef, at EHF og IHF går væk fra at insistere på ekstraordinære faciliteter og store haller.
- Lad os gå tilbage til konceptet i halvfemserne, hvor der blev spillet i mindre haller. Glem alt om omklædningsrummenes størrelse og afstanden fra banen og ud tilskuerne. Find de haller, hvor der kan skabes stemning og intimitet. 2.000 tilskuere i en fyldt hal virker langt bedre end 4.000 i en hal til 20.000....Store mesterskaber skal være events og EHF og IHF bør vælge værtsnation i forhold til, hvem der vil skabe events.









