Målmand Peter Henriksen trækker sig efter aftale med landstræner Ulrik Wilbek fra herrelandsholdet for at gøre plads til yngre kræfter.
Det er et ønske hos Ulrik Wilbek om at give yngre kræfter chancen på landsholdet, der har fået andenmålmand Peter Henriksen fra fynske GOG til at melde fra til herrelandsholdet fremover.
- Vi har i fællesskab besluttet, at der skal et generationsskifte til på landsholdets målmandspost, og derfor har Peter trukket sig, så nye keepere kan komme til, siger Ulrik Wilbek til dhf.dk.
- Der er således ikke tale om, at Peter drosler ned for karrieren. Han vi blot fremadrettet koncentrere sig udelukkende om opgaverne på sit klubhold, tilføjer landstræneren.
Umiddelbart står tre unge keepere klar i kulissen til at tage over. Det drejer sig om Kolding IFs Anders Petersen på 25 år og de to 19-årige stortalenter, Niklas Landin fra GOG og Jannick Green Krejberg, AaB Haandbold, der alle er tilknyttet herrelandsholdets udviklingstrup.
Peter Henriksen er altså fortid i landsholdsregi, men han er dog klar til et comeback, hvis foryngelseskuren ikke dur.
- At give de unge chancen er det eneste rigtige i mine øjne, men skulle det vise sig ikke at være den optimale løsning, eller skulle der opstå uforudsete problemer på kort sigt, vil jeg da langt fra være afvisende, hvis der skulle være brug for min indsats ved en senere lejlighed, siger Peter Henriksen.
GOG-keeperen er netop fyldt 36 år og har 71 A-landskampe på sit CV.








