Viborg HK's damer måtte arbejde hårdt for sejren, da holdet søndag gæstede Skive.
Viborg HK's damer måtte arbejde hårdt for sejren, da holdet søndag gæstede Skive. I den sidste ende blev det dog til en sejr på 32-26.
Kampens start blev særdeles hektisk. Målene haglede ind i begge ender, hvor ingen af målvogterne rigtig fik fat, ligesom de to holds defensiver heller ikke havde held til at stille sig i vejen for modstandernes offensiv.
Dermed blev det en omgang tjubang-håndbold, hvor bolden røg fra den ene ende til den anden i et hæsblæsende tempo. En overgang så det ud til, at Viborg HK var ved at få fat. Holdet kom foran med to mål, men Skive fik vendt tingene på hovedet, og mod slutningen af halvlegen bød Julie Gade ind med et par gode redninger, hvilket betød, at Skive noget overraskende kunne gå til pausen foran med 17-15.
Anden halvleg begyndte meget tæt. Det var dog tydeligt, at Viborg HK's defensiv begyndte at få bedre fat i Skive. Hjemmeholdet kunne ikke længere spadsere igennem, hvilket betød, at gæsterne støt og roligt fik sat sig på opgøret.
I den anden ende bød Rikke Skov ind med en række vigtige scoringer. Darleux fik også taget meget bedre fra i målet. Viborg HK kunne dog ikke for alvor ryste Skive af. Først i løbet af de sidste 10 minutter fik udeholdet skabt et hul, men Skive var hele tiden tæt ved at nå op igen.
Til slut lykkedes det dog at skabe det afgørende hul, der betød, at de to point som ventet endte i Viborg.






