Bo Spellerberg forstår ikke, han er sat af landsholdet, men han tror stadig på VM-deltagelse
Der er ingen surhed hos Bo Spellerberg, selv om landstræner Ulrik Wilbek har droppet ham til de to landskampe i begyndelsen af november mod Argentina. Kun en smule undren.
- Jeg føler mig ikke ude af form, som Ulrik påstår. Jeg har nogle småskavanker, men selv synes jeg, det er gået ganske pænt, siger Bo Spellerberg, da sporten,dk møder ham.
- Jeg er ærgerlig over ikke at blive udtaget, men tager kærkomment imod pausen. Og så betragter jeg mig stadig ikke som ude af VM-slutrunden, siger Bo Spellerberg, der flere gange i sin karriere er blevet kaldt til som brandmand under diverse slutrunder.
Det er blevet antydet, at Spellerbergs manglende udtagelse kan skyldes, at han under OL var ude med riven efter kvindelandstræner Jan Pytlick, da denne før OL-starten sendte Bo Spellerbergs kone Louise hjem på grund af rygproblemer.
- Det kan jeg ikke forestille mig og har heller ingen mistanke om det. Inden Ulrik Wilbek offentliggjorde sit landshold, havde vi en snak, hvor han redegjorde for sine tanker, fastslår Bo Spellerberg.
Flere mente, at han ved OL var for uselvisk og skød for lidt, når Mikkel Hansen var sat ud af spillet med en mandsopdækning.
- Som playmaker er det min opgave at sætte de to backs op til skud. Skulle jeg skyde mere, kræver det også flere end de fem-ti minutter, jeg fik ad gangen. Jeg havde håbet på mere spilletid, men det faldt altså ikke i mit lod, siger Bo Spellerberg.
Han har dog langtfra opgivet landsholdet.
- Det er naturligvis op til landstræneren, om jeg skal spille med. Men ellers kommer der jo også en ny landstræner efter EM i 2014. Så må vi jo se, hvad han vil, siger Bo Spellerberg med et smil, der viser, at han stadig er klar til at spille under Wilbek.
Foreløbig spiller han i aften for den nye klub KIF Kolding København i hjemmekampen i Tre-For Arena i Kolding mod Viborg. Og det gør han måske i yderligere to sæsoner.
- Til sommer er det tre år siden, at jeg skrev en kontrakt med en klausul, så jeg kunne lægge yderligere to år oveni. Der er sket så meget de seneste uger, så nu må vi se, men naturligvis er jeg begyndt at spekulere på fremtiden. Nu er det jo også blevet en københavnerklub, men vi har et dejligt hus i Kolding, og min kone Louise spiller jo også håndbold i Jylland. Der skal da noget til for at rive det hele op, siger Bo Spellerberg.






