Dårlig økonomi i FCM Håndbold betyder, at landsholdsspilleren Trine Troelsen ikke er blevet tilbudt kontraktforlængelse.
Med 46 mål og en placering som nummer seks på Champions League-turneringens topscorerliste har Trine Troelsen i den grad leveret varen i denne sæson.
I desto mindre er det sandsynligt, at FCM Håndbolds hårdtskydende landsholds-back efter denne sæson må finde sig en ny arbejdsgiver.
- Hendes kontrakt udløbe til sommer. Vi vil gerne beholde hende. Men eftersom vi slås med en dårlig økonomi, skal der genereres indtægtes før vi kan begynde at skrive kontrakter. Derfor er Trine i sin gode ret til at indgå aftaler med en anden klub, siger FCM Håndbolds sportschef Hans Peter Riis.
Trine Troelsen lægger ikke skjul på, at hun gerne havde sin håndboldfremtid på plads allerede nu.
- Jeg må affinde mig med, at jeg befinder mig i venteposition, siger Trine Troelsen, der afviser, at hun ifølge sporten.dks oplysninger er i dialog med den norske klub Larvik.
- Oplysningen overrasker mig. Jeg kender intet til, at jeg skulle være på vej til norsk håndbold, siger Trine Troelsen, der således skulle være udset til at erstatte den langtidsskadede norske landsholdsspiller Tine Stange.
Netop FCM og Larvik udkæmper i disse uger en indædt kamp om andenpladsen i Champions League-gruppespillet. Mens danskerne i weekenden besejrede spanske Itxako Navarra, tabte Larvik til Györ. Hermed er nordmændene nu kun et enkelt point foran de regerende danske mestre.
- Skal vi kvalificere os til semifinalerne, skal vi vinde kampen i Norge mod Larvik (4. marts, red.). Det kan lade sig gør, hvis vi præsterer optimalt. Men det bliver svært, siger Trine Troelsen.








