Al-Sadd vil ifølge Kieler Nachrichten give Kim Andersson en kæmpe hyre for en to års kontrakt.
KIF København eller Qatar.
Det kan være det, den svenske håndboldstjerne Kim Andersson tænker over i disse timer.
Den 29-årige bagspiller har ifølge Kieler Nachrichten fået et tilbud fra Qatar-klubben Al-Sadd, som vil give ham ca. en million euro (ca. 7,5 millioner kroner) netto for en to års kontrakt.
Den slags summer får KIF København svært ved at matche.
Siger Kim Andersson ja til det attraktive tilbud fra ørkenstaten, kan han allerede komme til at spille mod sin tidligere klub THW Kiel i næste uge, hvor Super Globe spilles i Qatar med deltagelse af bl.a. Kiel og Atletico Madrid.
Kim Andersson er af flere eksperter nævnt som forudsætningen for, at KIF København bliver et virkeligt slagkraftigt mandskab, der kan dominere den danske håndboldliga. BSV-træner Carsten Albrektsen har sagt, at uden Andersson vil KIF København blive et mandskab på samme niveau som Aalborg og Skjern.
Ved dagens lancering af KIF København på pressemødet i Brøndby blev Kim Andersson ikke præsenteret som ny KIF København-spiller.









