Tirsdag åbner det danske kvindelandshold håndbold-EM mod Sverige. Men optakten har været turbulent. Her fortæller landstræner Jan Pytlick om de personlige omkostninger, som den hårde kritik, der fulgte i kølvandet på sommerens OL-nedtur, har krævet
Hvad sker der inde i en landstræners hoved, hvis hans tropper flopper ved en OL-turnering?
Jan Pytlick giver svaret:
- Der farer en helt masse negative tanker gennem hovedet. Man spørger blandt andet sig selv, om man overhovedet gider beskæftige sig med håndbold mere. Men tilstanden i ’det sorte hul’ er heldigvis kortvarig. Forude venter der jo en ny slutrunde, hvor muligheden for at revanchere sig er tilstede.
Sporten.dk møder Jan Pytlick på hans hjemmebane i det sydfynske over en kop kaffe, og om et par dage står han igen i spidsen for de ’rød/hvide’, når Serbien er vært for kvindehåndboldspillernes 10. EM-slutrunde. For mindre end et par måneder siden var der dog flere af mediernes håndboldkommentatorer, der spåede, at Jan Pytlick ikke ville få den oplevelse med.
’Dead man walking’ hed en overskrift i BT.
- Det var ikke sjov læsning. Specielt ikke fordi kritikken var fremført anonymt, og fordi man beklikkede min troværdighed. Men heller ikke mine børn havde det godt med historien. En dag kom Simon og Josephine (hhv 11 og 9 år, red.) grædende hjem, fordi folk havde sagt til dem, at jeg var en død mand. Det gjorde ondt på mig at se dem så kede af det. Tanken om at kvitte landstræner-jobbet strejfede mig. Jeg tacklede situationen ved at tage en snak med dem og forklarede, at mediernes tilgang til tingene er sort/hvid, men at det nok heller ikke var sidste gang, at jeg ville blive omtalt i mindre pæne vendinger, siger Jan Pytlick.
Var kritikken berettiget?
- Det, holdet leverede ved OL, levede slet ikke op til forventningerne. Spillet var ikke godt nok. Jeg har analyseret på tingene og er kommet frem til, at det var en fejl, at vi inden afrejsen til London meldte ud, at vi gik efter at vinde medalje. Det betød, at det mentale pres på spillerne blev for stort.
Ved hjemkomsten kritiserede klubtrænerne dig for, at du er for dårlig til at kommunikere med dem og en alt for sjælden gæst i træningshallerne.
Har de ret?
- Den sag har jeg ikke flere kommentarer til. Da vi efter Golden League i Aarhus (i oktober, red.) holdt et fællesmøde, gav jeg udtryk for mine holdninger. Dem står jeg ved. Men jeg erkender, at den hårde kritik fik sat nogle tanker i gang hos mig. Bølgerne gik højt på mødet. Vi fik sagt nogle gode, konstruktive ting til hinanden i en direkte tone. For mit vedkommende er tavlen vasket ren. Men det skal den også være.
Har sagen svækket din autoritet?
- Det er der måske nogle, der synes. Men faktisk synes jeg, at den har styrket mig. Ledelserne i DHF og Team Danmark bakkede mig 100 procent op, da kritikken var mest massiv. Det lunede. Og hvad angår spillerne, fejler opbakningen heller intet. Personligt føler jeg mig styrket.
Er du en følsom mand?
- Det kan man vel godt sige, at jeg er. Men jeg tager ikke længere tingene så tungt. For tre-fire år siden gik hård kritik mig mere på, end den gør i dag. Da jeg for eksempel op til OL i Athen (i 2004, red.) sagde til Lene Rantala, at hun ikke længere indgik i mine planer, græd jeg. Så følelsesmæssig er jeg ikke længere.
Hvordan har du det med, at mange mennesker har en mening om dig?
- Sådan er vilkårene, når man er landstræner. Jeg lever fint med, at der ikke er langt fra succes til fiasko. Kommer man hjem fra OL med kun én sejr, skal resultatet naturligvis diskuteres. Men det skal være på et fair grundlag. BT citerede anonyme kilder for at sige, at jeg efter OL kun havde evalueret præstationen med spillerne og ikke med klubtrænerne. Det passer ikke. I august samlede jeg trænerne for de klubber, der havde flest spillere på landsholdet, til en snak i Billund. Man angreb min troværdighed. Det synes jeg ikke, jeg havde fortjent.
Hvad har du lært af kritikken?
- Jeg har kigget mere indad end nogensinde og er kommet frem til den konklusion, at jeg ligesom alle andre ikke er den perfekte træner. Men jeg nægter at kaste håndklædet i ringen. Jeg har mere end nogensinde lyst til at være landstræner, og føler mig overhovedet ikke udbrændt. Min kontrakt med DHF udløber i 2015. Næste år kan jeg via en option komme ud af aftalen. Men den har jeg ikke tænkt mig at gøre brug af. Jeg elsker at arbejde med landsholdsspillerne. Det er ungt hold, jeg har udtaget til EM. Men de har et enormt gå-på-mod. Jeg er sikker på, at der venter noget stort. Det er vel også på tide.
Kvindelandsholdet har ikke vundet medaljer ved en slutrunde siden 2004. Hvorfor?
- Jeg indrømmer, at det på papiret ikke ser godt ud. Vi burde i hvert fald ved EM for to år siden (i Danmark, red.) have vundet medalje. Havde vi gjort det, ville kritikken have været langt mindre.
Hvornår vinder Danmark igen medaljer?
- Det tør jeg ikke spå om. Lige nu befinder vi os i en proces, hvor udvikling er vigtigere end resultaterne. Talentmassen fejler intet. På ungdomsfronten har vi de seneste år vundet masser af titler. Det vil vi komme til at opleve igen hos seniorerne. Lige nu gælder det om, at de unge læner sig opad de rutinerede. Før EM har jeg gjort det klart over for spillere som Ann Grete Nørgaard, Pernille Larsen, Lotte Grigel, Susan Thorsgaard og Line Jørgensen, at de nu har været med i så lang tid, at skal tage ansvar inde på banen.
Jan Pytlick tager en sidste slurk af den efterhånden noget kolde kaffe.
- Jeg glæder mig helt vildt til EM. Vi er kommet i en svær indledende pulje. Kampene mod Frankrig, Sverige og Makedonien bliver så tætte, at vi lige så godt kan vinde som tabe dem. Men det vil være perfekt, hvis vi spiller os frem til mellemrunden. Her venter blandt andet en kamp mod Serbien. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at mine spillere får den oplevelse med. Tænk at få muligheden for at spille med 15.000 skrigende og fanatiske tilskuere mod sig. Den kamp vil mine ’nye vilde piger’ kunne lære en helt masse af, lyder Pytlicks slutreplik.
