Jan Pytlick ærgrer sig over, at Viborg-fløjen Maria Fisker igen er blevet skadet. Hun kommer derfor ikke med til EM.
Viborg HK-fløjen Maria Fisker er for anden gang i år sat udenfor med en skade i armen. Onsdag aften var hun i et sammenstød med en Randers-spiller så uheldig, at et par sener blev kraftigt læderet.
Det ærgrer håndboldlandsholdets træner Jan Pytlick.
- Maria har markeret sig kraftigt på det seneste og lå stærkt til at komme med til EM (i Serbien i december, red.), siger Jan Pytlick.
På mandag offentliggør han navnene på de spillere, han har i kikkerten til at repræsentere Danmark.
- Der vil blive udtaget en bruttotrup på 20-21 spillere. Jeg har stort set navnene på plads i hovedet. Men jeg skal lige over weekendens kampe før truppen er endelig, siger Jan Pytlick.
Han benytter søndagen til at se Viborg HK i Champions League mod tyske Thüringer. Sidstnævnte har blandt andre den danske fløj, Mie Augustesen, på holdet.
Inden EM, der for Danmarks vedkommende fløjtes i gang 4. december, skal kvindelandsholdet spille Golden League i Norge 23.-25. november. I dagene før og efter samles truppen i en træningslejr, der er henlagt til Svendborg.






