Polen lover, at de giver alt i kampen mod Tyskland, der er altafgørende for de danske Semifinale-muligheder.
Omkring kl. 17.45 i dag kan Danmarks EM-skæbne være beseglet.
Her vil kampen mellem Polen og Tyskland være fløjtet af. Og det er ganske simpelt set med danske briller – vinder Tyskland tager de semifinalepladsen, men snupper Polen point fra tyskerne, så har Wilbek & co. semifinale-matchbold mod Sverige.
Bekymringerne hos spillerne i den danske EM-lejr går dog på, at Polen ikke kan finde motivation til kampen mod Tyskland, da det polakkernes semifinalechance er meget teoretisk.
Men det behøver danskerne ikke bekymre sig om, garanterer de polske spillere.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vinde den kamp. Kampe mod Tyskland er altid noget specielt for os. Det bliver hårdt, og vi skal spille en bedre første halvleg, end vi har gjort i de seneste kampe, men vi vil kæmpe for en sejr, siger holdets venstre fløj Tomasz Tluczynski og tilføjer:
- Vi kigger ikke på tabellen, men vi vil bare gå ind for at vinde kampen. Gør vi det, så vil vi selvfølgelig håbe på, at Danmark taber til Sverige, så vi kan komme i semifinalen. Vi håber på det bedste, og på at heldet er med os, siger Tomasz Tluczynski, som spiller i den tyske Bundesliga-klub TuS N-Lübbecke.
Og en lang række af de øvrige polske spillere har også sin daglige gang i den tyske Bundesliga, og det er ifølge Tomasz Tluczynski endnu en grund til at være sikker på, at Polens landshold vil yde maksimalt i kampen mod Tyskland.
- Vi er mange, som har holdkammerater på det tyske hold, og dem vil vi selvfølgelig ikke tabe til, lyder det fra Polens venstre fløj.
Danmarks landstræner Ulrik Wilbek mener heller ikke, at danske håndboldfans skal bekymre sig alt for meget om, at Polen ikke vil give alt i opgøret mod Tyskland, der altså spilles før Danmark møder Sverige.
- Det er simpelthen ikke rigtigt, når der snakkes om, at Polen ikke har noget at spille for. Der er stadig en EM-semifinale på spil for dem. Hvis de taber, og Makedonien slår Serbien, så kommer de altså ikke til at spille OL-kval. Og det må man da gå ud fra, at de gerne vil. Så vi må hjælpe til og bruge det næste døgn på at overbevise Polen om, at de har en masse at spille for, hvis de ikke selv ved det, siger Ulrik Wilbek.








