Mikkel Hansen svingede hammeren, da Danmark slog Serbien og blev europamestre.
Med ni forrygende flotte mål knockout’ede Mikkel Hansen både det serbiske landshold og de tilskuere, der ellers på forhånd var så frygtede i kæmpestore Beogradska Arena.
Og han kunne næsten ikke forstå det efterfølgende, den 24-årige hardhitter. At han sammen med holdkammeraterne havde knust Serbien og nu stod med guldmedaljerne om halsen som det synlige bevis på det helt sensationelle comeback, som Danmark har lavet under EM.
- Det er svært at forklare. Jeg mangler ord lige nu. Det eneste jeg tænker lige nu, det er at komme ud og fejre det med alle de andre. Man vinder som et hold og taber som et hold. Og i dag synes jeg, vi vinder rigtig meget som et hold. Vi står rigtig godt i forsvaret, lyder det beskedent fra Danmarks hardhitter nummer et.
Under beskedenheden var det dog tydeligt, at Mikkel Hansen var en rørt mand. Han har ofte talt om, at han hader at tabe, og at skuffelsen fra sidste års VM-finalenederlag stadig nager ham. Men søndag mod Serbien var det revanchens time. Og at det lykkedes, fik Hansens stemme til at slå knuder.
Kiggede man godt efter i de glade øjne, kunne man sågar ane en lille tåre – af guld, naturligvis.
- Jeg er helt vildt bevæget. Det er stort det her. Ingen tvivl om det. Men snak med mig om en måned, der tror jeg, at jeg kan fortælle meget mere om det her, siger Mikkel Hansen, før han alligevel forsøger at sætte ord på den danske guldtrumf.
- Det har jo været et klassisk eventyr. Det starter med, at vi møder en masse forhindringer. Og så jagter vi stille og roligt det lille håb. Og lige pludselig er vi videre. Så møder vi det bedste hold i turneringen i semifinalen. Og i dag møder vi så hjemmebaneholdet og står imod og vinder. Det viser masser af karakter, mener Mikkel Hansen.
Han var fløjtende ligeglad med sin egen præstation, han var bare glad for, at han endelig kunne indtage sejrsskamlens øverste trin sammen med de øvrige danske guld-drenge.
- Jeg kunne godt have spillet et bedre EM. Men de to sidste kampe synes jeg, at jeg har spillet fint. Men egentlig er jeg bedøvende ligeglad. Jeg kan spille nok så dårligt. Bare vi vinder. Det er det, det handler om. At vinde hver eneste gang. Og folk der kender mig ved også godt, at det handler rimelig meget om at vinde. Lige meget hvad fanden jeg gør, siger Mikkel Hansen som helt symbolsk indledte finalefesten med Danmark første mål og samtidig slog sidste søm i den serbiske kiste med 20 sekunder igen.
De store træder til, når det gælder. Og det gjorde Mikkel Hansen. EM-guldet er dansk.








