Selv de største stjerner i AG København føler sig presset til at yde for at holde fast på deres plads på holdet.
Mikkel Hansen, ofte kaldet Danmarks største håndboldtalent, er manden, der skal høvle de nødvendige kasser ind for AG København i jagten på at blive Danmarks suverænt bedste håndboldhold.
Den rolle er han helt bevidst om og har det fint med. Og der er ingen fortrydelse over at have vendt storklubben FC Barcelona ryggen til fordel for Danmark.
- Jeg kommer hjem til et kæmpe projekt, hvor vi alle har et fælles mål om at blive de bedste. Det sker kun ved, at vi træner rigtigt hårdt. Men det ser fint ud indtil nu. Folk går til stålet og vil gerne vinde. Vi har en masse vindertyper på holdet som gør, at hvis det ikke går godt, står der seks mand og råber og skriger, fordi man bare VIL vinde. Det er en god ting, at der er så mange, der går til den til træning, siger Mikkel Hansen, der føler et positivt og motiverende pres i den stærkt besatte AGK-trup.
- Man ved, at man skal kæmpe for sin spilletid. For lige ved siden af dig er der en rigtig god spiller, som står på spring til at spille. Det er super og lever helt op til mine forventninger om at komme hjem til en klub, der gerne vil være nummer ét, siger stortalentet, der er cool i forhold til de store forventninger, der er til hans person.
- Når man spiller i AG København, er der forventning om, at man vinder hver gang. Og så er det lige meget, om det er mig eller Joachim, Arnor, Snorri eller Christian Malmagro. Jeg tror, der er et stort pres på os alle. Hver gang man spiller, skal man levere varen. Det er også helt vildt fantastisk sjovt. Det gør det da lidt sjovt at spille kampene, når der hver gang er en forventning om, at vi spiller rigtig god håndbold, siger Mikkel Hansen.
Han gør sig dog ingen forestillinger om, at det bliver en søndagsudflugt for AG København at sætte sig på den danske herretrone, selv om holdet er spækket med stjerner.
- Alle forventer, vi vinder guld, men så let er det heller ikke. Vi har en kæmpe opgave med at spille hinanden ind. Og lære hinanden at kende. Man lærer ikke hinanden at kende, når man fører med ti. Det gør man, når man er bagud med tre med ti minutter igen. Og der har vi ikke helt været ude endnu. I en presset situation. Det kan dog sagtens være, at vi kommer det. Vi har et godt hold på papiret. Men vi har meget at arbejde med, siger Mikkel og peger på timingen som et sted, hvor der er plads til forbedring.
- Timing er meget i håndbold. Du kan være nok så god. Hvis du timer det dårligt, er forsvarerne tit så gode, at så ligger de bare oppe i hovedet på dig og så får du ikke noget ud af det.
Premieren i Ballerup Super Arena mod de regerende danske mestre fra AaB skal ifølge Mikkel Hansen være den affyringsrampe, der sender AG København på kurs mod toppen af dansk herrehåndbold.
- Da det er vores første hjemmekamp, forventer jeg en sejr. Ingen tvivl om det. Jeg ved godt, vi møder danmarksmestrene, men vi har meget at byde på. Vi har en masse spillere med international erfaring som ved, hvordan man skal reagere i de her kampe. Så der skal gås til stålet, og det er en kamp, hvor vi skal vise vores tilskuere, at vi er et godt hold. Vi skal sætte os i scene og vise, at vi er et hold, man kan regne med. Og at vi kan spille attraktiv håndbold. Og så handler det om at komme godt fra start. Få startet en stime så vi fra begyndelsen kan komme til at ride på en bølge.








