Håndboldspilleren Hans Lindberg er på toppen af sin karriere både sportsligt, økonomisk og privat.
- Det er svært ikke at være glad for tilværelsen.
Så kort gør han livet som landsholdspiller, nygift og feteret stjernespiller i den bedste tyske håndboldliga for Hamburger SV op.
Håndboldspilleren Hans Lindberg er ifølge sig selv på toppen af sin karriere.
Sportsligt, privat og økonomisk.
- Det, der beskriver mit liv bedst, er, at jeg har et liv med håndbold på første klasse i en storby.
Sporten.dk møder 31-årige Hans Lindberg i Hamborg.
Byen, hvor han de seneste fem år har taget turen fra ubeskrevet dansk fløjspiller og til nu at være en af Bundesligaens største stjerner.
Et tysk mesterskab, vinder af pokalturneringen og kåret som ligaens topscorer. Flere gange udtaget til allstar-holdet. Og ja, så er der også to gange EM-guld og et VM-sølv med det danske landshold.
I november 2010 underskrev Hans Lindberg en guldrandet langstidskontrakt, der sikrer ham såvel millioner af kroner som tophåndbold helt frem til 2017.
Og kort inde i denne sæson topper han Bundesligaens topscoreliste – igen.
Hvad tænker du, når vi taler om dit liv som noget, der udleves på håndboldens førsteklasse?
- Det er det måske i bund og grund også. Men jeg kan altså også være som alle andre og sidde med joggingtøj i sofaen og gå tur med vores hund. Men jo, i forhold til at spille andre steder i Tyskland, så er Hamborg på førsteklasse. Det er en by i Europa, hvor der bor rigtig mange millionærer per indbygger. Så det er en glamourøs by, hvor en Porsche er forholdsvis normal at køre rundt i. Og HSV er også en luksusklub, hvis man kan sige det sådan. Det er en storklub, som mange håndboldsspillere gerne vil spille i, fortæller Hans Lindberg.
Han understreger dog, at hans fokus primært ligger på håndbolden og foran klubbens i gennemsnit 11.000 fans på hjemmebanen O² World Sporthalle.
- Hver eneste gang, du spiller for en klub som Hamborg, skal du bevise, at du er god nok til at være her. For det er underholdning og hård forretning. Præsterer du ikke, er der andre, der gerne vil træde til, for jeg spiller et sted, hvor rigtig mange andre håndboldspillere rundt i verden ønsker at komme hen, siger Hans Lindberg.
Det er et faktum, at der følger særdeles lukrative kontrakter med til tophåndbolden i Tyskland.
Et privilegium, sportsfolk ofte kun modvilligt taler om. Hans Lindberg sætter da heller ikke tal på sin løn hos HSV.
Men omvendt er det at have penge ikke noget, han skammer sig over.
- Det var ikke derfor, jeg begyndte med at spille håndbold. Og jeg vidste ikke, hvad man kunne tjene af penge. Det handlede om at blive god og få nogle oplevelser med landsholdet. Og at der en dag ville sidde nogle unger og sige, at ham der vil vi gerne blive lige så gode som, siger han og uddyber:
- Men det er klart, at der er en stor forskel på, hvad jeg tjente dengang, jeg spillede i Danmark, og hvad jeg så tjener nu. Men det synes jeg også, er noget, jeg har gjort mig fortjent til ved at levere på banen, siger Hans Lindberg.
Han erkender, at med penge kommer et større forbrug. Ligesom han og fruen kunne tillade sig at holde et stort bryllup for 130 personer. Men samtidig forklarer han, at livet som feteret håndboldstjerne i Hamborg hurtigt kan blive en lidt kunstigt og materiel jetset-verden.
- Et af klubbens bestyrelsesmedlemmer ejer et af de store jetsetsteder her i byen. Der tager vi sammen med holdet hen efter kampene og hygger. Det ligger ligesom omkring holdet at gøre sådan, siger Hans Lindberg.
Han fortæller også, at han og holdkammeraterne i bedste ’AG Københavnerstil’ efter hver sæson bliver inviteret ned til ferieøen Ibiza af klubbens tidligere præsident, som stiller sit 800 kvadratmeter store gæstehus og sin luksusyacht til fri afbenyttelse.
- Men det er da lidt mærkeligt, og nogle gange skal man selvfølgelig sørge for at holde begge ben på jorden, siger Hans Lindberg.
Selvom Hamborgs pulserende centrum og gader er fyldt med eksklusive tøjbutikker og cafeer, så foretrækker Hans Lindberg at kunne vælge det til, når han vil. Og ikke omvendt.
Af samme grund har han valgt at slå sig ned 20 minutters kørsel fra Hamborg.
Her har han sammen med holdkammeraten, den tyske håndboldstjerne Pascal Hens, netop opført en større villa, som de deler med omtrent 270 kvadratmeter til hver.
Og bortset fra en polterabend, hvor Hans Lindberg endte som ’Se og Hør-mand’, i det kulørte magasin, så lever han trods sin stjernestatus en forholdsvis anonym tilværelse væk fra mediernes rampelys.
- Det kan være, at jeg ikke er interessant at snakke med? Ej, jeg er nok bare ikke den, der råber højst. Jeg er lidt ligeglad med at skulle være i medierne. Det er ikke noget, jeg opsøger, men heller ikke noget, jeg er afvisende overfor, når vi som nu laver det her interview, forklarer Hans Lindberg, der ikke misunder al den opmærksomhed, som eksempelvis holdkammeraten Mikkel Hansen oplever.
- Hvis jeg stod i samme situation som Mikkel med alt det pres og omtale, så ville jeg ikke have noget problem med det. Men jeg kan godt lide, at jeg selv kan til- og fravælge de ting. Og det kan jeg hernede i Hamborg, siger han.
En ting, Hans Lindberg ikke kunne lukke ude, var landsholdets skuffende nederlag til Sverige i kvartfinalen ved sommerens OL.
- Kampen mod Sverige er det nederlag, jeg har haft sværest ved at sluge. Jeg var helt ved siden af mig selv i lang tid efter. Følelsesmæssigt var det én lang ruschetur. Det var virkelig svært, og det er det egentlig stadig. Vi var et bedre hold end Sverige, men var det ikke på dagen. Vi havde holdet til at gå hele vejen, men vi slog ikke til, da det endelig gjaldt, siger Hans Lindberg, mens Jeanette tilføjer, at hendes mand kom hjem helt tømt for overskud og energi.
Hvad mener du om dem, der siger, at I kan ikke uden Mikkel Hansen?
- Jeg synes, det er vås. Der er ingen tvivl om, at Mikkel er en fantastisk spiller og en utrolig vigtig spiller på landsholdet, men det giver meget plads til os andre, når han mandsopdækkes. Men vores løsninger fungerede bare ikke til OL, fastslår Hans Lindberg.
Han er 36 år, når kontrakten udløber. Alligevel ser Hans Lindberg den ikke som sin sidste i karrieren.
Han håber i stedet, at han kan gøre som idolet og tidligere landsholdskollega Lars Christiansen og spille på højeste niveau som 40-årig.
- Lars Christiansen er en af de bedste venstrefløje, der har været i verden overhovedet. Han er en af de spillere, der har inspireret mig mest. Og han er en af dem, der har været med til at få landsholdet op på det niveau, det er i dag, siger Hans Lindberg.
Selvom om livet efter håndbolden ligger langt forude, så gør han sig alligevel tanker om fremtiden.
- Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg gerne fortsætte inde for håndbolden. Og uden at snakke det for stort op, så kunne jeg godt se mig selv som sportschef eller træner i en klub. Og jeg kunne selvfølgelig vildt godt tænke mig, at det blev i Hamborg en dag.
Hvor mener du, at du lige nu befinder dig i din karriere?
- Jeg har de seneste tre år spillet det bedste håndbold i min karriere. Jeg synes selv, at jeg har taget nogle trin op ad rangstigen. Og jeg føler også, at jeg har nået et niveau, hvor jeg præsterer hver eneste gang. Så jeg synes, at jeg er på toppen af min karriere, konkluderer Hans Lindberg.








