Ligaklubtrænerne beklager ifølge deres talsmand, FIF-træner Morten Østergaard, den måde man gennem medierne det seneste stykke gennem tid har angrebet landstræner Jan Pytlick på
Jan Pytlick fortsætter i jobbet som træner for kvindelandsholdet i håndbold.
Det blev konklusionen, da han mandag formiddag i et stopfyldt konferencerum på Hotel Hedegaarden i Vejle holdt et to timer langt møde med de 12 ligaklubtrænere, der det seneste stykke tid i voldsomme vendinger har kritiseret hans ledelsesstil.
Efter mødet indkaldte DHF de tilstedeværende journalister til et pressemøde, og her gav ligaklubtrænernes talsmand, Morten Østergaard, landstræneren en uforbeholden undskyldning.
- Jeg er ked af, at Jan Pytlick har været udsat for navnløs kritik. Ikke alt i forløbet af været lige værdigt overfor ham. Der er helt sikkert nogle ting i forløbet, jeg fortryder. Jeg tager helt klart afstand fra den måde, der er blevet komminikeret med medierne på, sagde Morten Østergaard og tilføjede:
- Jeg synes, vi havde et positivt, nyttigt og konstruktivt møde. Pytlick lyttede til vi træneres kommentarer og svarede godt for sig. Vi har nu givet ham enstemmig opbakning. Så jeg kan sagtens forestille mig, at han fortsætter på posten frem til kontraktudløb (i 2015, red.), sagde Morten Østergaard.
Han indledte mødet med Jan Pytlick med at rose landsholdets turneringssejr ved weekendens Golden League i Aarhus.
- Det var fedt, at de både besejrede Norge, Frankrig og Rusland. Tildigere var landsholdets forsvarstaktik defensivt præget. Men i Aarhus så man et hold, der satsede mere offensivt. Den kovending skal Pytlick have stor ros for, sagde Morten Østergaard.
Landstræneren var også glad for mødets forløb.
- Det var konstruktivt og nyttigt, sagde Jan Pytlick med et ansigtsudtryk og en stemmeføring, der antydede, han anså situationen som værende meget alvorlig.
- Jeg har lyttet til kritikken og tager den til mig. Men der er meget begge veje, vi skal have justeret på. På mødet hørte jeg, at vi i fælles flok skal løfte dansk kvindehåndbold. Det er jeg enig i. Og fremtiden ser lys ud på klub- og landsholdsplan, sagde Jan Pytlick og tilføjede:
- Jeg vil nu reflektere over de ting, som trænerne har sagt til mig. Men der er ingen tvivl om, at jeg stadig har stor lyst til at arbejde med landsholdet.
Mødet mellem Jan Pytlick og landets 12 ligaklubtrænere bliver snart gentaget.
- Der skal dialog til, for at vi kommer videre i udviklingen af dansk kvindehåndbold. Det, Christian Hjermind (DHFs eliteudvalgsformand, red.) og jeg i dag har hørt fra klubtrænernes mund, har været meget konstruktivt. Vi er derfor blevet enige med dem om, at vi også i fremtiden vil mødes med dem og høre deres mening om tingene, sagde Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek og tilføjede:
- Jeg synes, mødet her i Vejle både har været nyttigt, nødvendigt og konstruktivt. Det er blevet holdt i en ordentlig tone - uden at parterne har sagt grimme ting til hinanden. Vi føler helt klart, at vi er kommet videre. Jan har i efterhånden lang tid været presset. Men jeg er sikker på, at presset nu letter. Fra nu af kigger han positivt fremad.
Ligaklubtrænernes talsmand, FIF-træner Morten Østergaard, gav udtryk for, at han var enig i konklusionen.
- Øget kommunikation og opfølgning er vejen frem for samarbejde omkring kvindehåndbolden i Danmark, sagde Morten Østergaard.
Og Jan Pytlick er klar til at mødes med klubtrænerne igen.
- Selvfølgelig er jeg det. Sammen kan vi løfte dansk håndbold, sagde han.
Selv om Jan Pytlicks kontrakt med Dansk Håndbold Forbund udløber med udgangen af 2015, så indeholder aftalen en option, der betyder, at den kan blive ophævet allerede næste år.
- Jeg ser helt klart Jan Pytlick som landstræner frem til 2015. Vi har ingen intentioner om at lave om på den aftale, vi har med ham, sagde Ulrik Wilbek.
Inden december måneds Europamesterskab, der spilles i Serbien, spiller Danmark endnu en træningsturnering i Norge.









