Lars Christiansen afslører nu, at det var gentagne angreb af stress-relateret dødsangst, der fik ham til endeligt at stoppe håndbold-karrieren.
Det var decideret dødsangst udløst af stress, der fik håndboldstjernen Lars Christiansen fra KIF Kolding til at stoppe karrieren. Det fortæller han nu til Kolding Ugeavis, efter han i snart et år har været i psykologbehandling for sygdommen.
En stresset tilværelse sendte tidligt sidste efterår Lars Christiansen i gulvet, hvor den medvirkende faktor var to tragiske dødsfald i netop håndboldverdenen. Først døde den 23-årige Ribe-spiller Lars Olsen på håndboldbanen, og kort tid efter døde den tidligere topdommer og Odense-borgmester Jan Boye af en hjerneblødning:
- En efterfølgende mandag til træning gik jeg helt sukkerkold, mine ben skælvede, jeg blev bleg i hovedet og var ved at besvime. Det var ren angst for, at jeg pludselig skulle dø. De efterfølgende nætter sov jeg heller ikke, men heldigvis fik jeg opsøgt både læge og psykolog, selv om jeg først tænkte, at det da ikke kunne ramme mig, for jeg havde da et perfekt liv, fortæller Lars Christiansen.
Udadtil fortalte Lars Christiansen sammen med KIF Kolding, at det var en mystisk virus, der havde sat ham ud af spillet. Men sandheden var en anden, og det vil han torsdag den 13. september i Alsion i Sønderborg fortælle mere om, når han lancerer sit omrejsende talkshow 'Motivation, mål og livsglæde'.
Lars Christiansen fortæller, at han i starten skammede sig lidt over sin stress, men kom alligevel hurtigt i psykologbehandling, fordi han formåede at tage sygdommen ved hornene:
- Jeg kom ind i en ond cirkel, som jeg ikke kunne komme ud af. Det var mit livs krise og var rigtig skræmmende. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at jeg har været for meget ja-siger og haft for meget at se til på håndboldbanen, som anfører på landsholdet, i mit firma samt alle de arrangementer, jeg sagde ja til, fortæller en åbenhjertig Lars Christiansen.
Efter snart et år, hvor han sammen med sine venner og psykologen har kæmpet med sygdommen, mener han nu, at han er på rette vej:
- Nu er jeg kommet så langt, at jeg kan mærke, når sygdommen kommer, og så siger jeg enten stop eller melder afbud, så det går i den rigtige retning, fortæller han og tilføjer:
- Men det er også rigtigt, at var jeg ikke blevet ramt af det, havde jeg nok spillet håndbold endnu.
