FCM-playmaker Lærke Møller er efter en lang skadespause tilbage på håndboldbanen.
Skader betød, at Lærke Møller hverken deltog ved sidste års VM eller i sommerens olympiske lege.
Men nu er playmakeren fra FC Midtjylland tilbage på håndboldbanen.
Hun gjorde comeback i onsdagens liga-premiere, da midtjyderne besejrede HC Odense 25-11, og da de søndag eftermiddag vandt 31-20 over lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro, leverede hun også en fin indsats.
- Jeg synes, hun har fået et godt comeback. Mod Tvis scorede hun en en enkelt gang, og fik masser af spilletid, siger FCMs sportschef Hans Peter Riis.
Men hvorvidt Lærke Møller også er på vej mod landsholdscomeback, tør han ikke love.
- Selvfølgelig passer vi på hende. Den daglige træning skal doseres rigtigt, så skulderskaden ikke bryder op. Nu må vi se, siger Hans Peter Riis, der var tilfreds med sine troppers indsats mod Team Tvis Holstebro.
- Især i anden halvleg var vi stærkt spillende. Sabine Englert (målvogter, red.) havde en redningsprocent på 50, men også Trine Østergaard på fløjen gjorde sig positivt bemærket, siger Hans Peter Riis.
Før denne sæson har FC Midtjylland blandt andre sagt farvel til den svenske landsholdsspiller Linnea Torstensson.
- Vores målsætning hedder kvalifikation til slutspillet. Men eftersom vi har skåret i holdets bredde, er vi lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå, siger Hans Peter Riis.









