Tirsdag aften er der krisemøde i Dansk Håndbold Forbund omkring ansættelsen af Ulrik Wilbek som sportschef.
Det erfarer sporten.dk. Der er indkaldt til almindeligt bestyrelsesmøde, men hvad der ikke fremgår af dagsordenen er, at det største punkt på dagsordenen er en diskussion af Ulrik Wilbeks ansættelse som sportschef.
Krisemødet i håndboldforbundet skyldes, at DHFs generalsekretær Morten Stig Christensen og eliteansvarlig Carsten Grønman ansatte Ulrik Wilbek som sportschef udenom bestyrelsen. Heller ikke Team Danmark var orienteret om ansættelsen, hvilket ellers er et krav i den samarbejdsaftale, DHF og Team Danmark har indgået.
På mødet skal eliteansvarlig Carsten Grønman og Morten Stig Christensen svare på de mange kritiske spørgsmål, som bestyrelsen har omkring proceduren, der har vakt stor vrede i baglandet i DHF, som føler sig kørt ud på et sidespor i så vigtig en beslutning.
Det er ikke Ulrik Wilbeks kvalifikationer til jobbet, der er til diskussion, men alene det faktum, at Morten Stig Christensen og Carsten Grønman i det skjulte har forhandlet kontrakten med Wilbek på plads.






