Klavs Bruun Jørgensen står klar til at hjælpe Nordsjælland Håndbold på banen, hvis der er brug for ham.
Det er mere end halvandet år siden, at Klavs Bruun Jørgensen lagde sin aktive håndboldkarriere ned til fordel for trænergerningen. Men nu overvejer den tidligere AGK-træner at gøre et yderst overraskende comeback.
Jørgensen er angrebstræner i Nordsjælland Håndbold indtil sommer, og klubben er i overhængende fare for at rykke ned. Det vil den tidligere FCKer gøre alt for at undgå, og det kan betyde, at han selv tager harpiks på fingrene.
- Jeg har hele tiden haft det sådan, at jeg ville ikke spille, når jeg ikke følte mig klar det. Men det kommer jeg måske til at gå på kompromis med, fordi det handler om noget større end mit eget ego.
- Og det er at prøve at redde Nordsjælland Håndbold. Og hvis jeg kan bidrage til det, så gør jeg det, siger Klavs Bruun Jørgensen til sporten.tv2.dk.
Nordsjælland Håndbolds træner Kristian Kristensen mangler venstrehåndede skytter, og det kan bane vejen for comeback til Klavs Bruun Jørgensen på holdet, som ligger nummer 13 i ligaen.
- Jeg vil ikke udelukke det fremadrettet. Det bliver dog ikke i weekenden, men han er gjort klar til at kunne spille med, siger Kristian Kristensen til sporten.tv2.dk.
Under EM i Håndbold i Serbien trænede Klavs Bruun Jørgensen en af dagene med for sjov. Formen fejler ikke noget, men der er lidt rust, der skal bankes af, siger han selv.
Klavs Bruun Jørgensen skal i næste sæson være træner for Team Tvis Holstebro.








