En hård barndom har lært den svenske verdensstjerne i KIF, Kim Andersson, at prioritere. Og familien kommer før landsholdet.
Han er 30 år og på toppen af sin karriere. Oven i købet udråbt til verdens bedste på sin plads. Han har lige fået sølv ved OL i London. Og så vælger Kim Andersson at stoppe på landsholdet.
Håndboldholdet KIF Kolding Københavns (KIF) svenske højre back løftede selv lidt af sløret for sin beslutning efter OL-sølvet i London i denne uge, da han i svenske medier fortalte om sin barndom i et skænderi- og alkoholplaget hjem, hvor både far og mor drak og endte med at blive skilt, da Kim var ti år.
Der var ikke tale om et liv med fysisk vold, men mentalt har oplevelsen givet Kim Andersson mange ar, og han lægger i Aftonbladet ikke skjul på, hvad barndommens svigt har lært ham.
- Mine børn skal aldrig opleve det, jeg oplevede, da jeg var lille, siger Kim Andersson.
Og hensynet til familien er da også en hovedårsag til, at den svenske håndboldstjerne har sagt farvel til landsholdet, har forladt den tyske superklub, THW Kiel, og nu er at finde i dansk håndbold.
- Jeg har to børn hjemme. Og en kone som har været med i ti års tid nu. Og her til sidst syntes jeg bare ikke, det var så sjovt mere, når man var af sted. Det tog meget tid og meget energi fra mig. Det var rigtigt hårdt, og derfor besluttede jeg at stoppe på landsholdet. For at få energien tilbage. Og for at få tid til at være mere hjemme med børnene. Det er en sjov tid nu at være sammen med dem og se dem udvikle sig og blive store, fortæller Kim Andersson.
Sønnen Milo og datteren Tuva, som han har sammen med fru Sandra, er henholdsvis tre og ét år. Og de ser nu betydeligt mere til farmand efter skiftet til dansk håndbold. I Kiel var han ofte væk tre dage til en udekamp på grund af afstandene i Tyskland. Dette kombineret med et uhyre tæt kampprogram med deltagelse i Champions League, pokalturneringen og VM for klubhold gjorde, at der ikke var meget tid til at træne og restituere.
- Og den korte tid, hvor du så har fri i klubben, går direkte til landsholdet. Der er kval-kampe til EM eller VM. Og i januar er der slutrunde eller kvalifikation. Man har aldrig fri i januar. Du tænker håndbold, du spiller håndbold, du rejser håndbold. Men du har ikke tid til at stoppe op og lytte til kroppen. Først når du får problemer, og det gør ondt, bliver du opmærksom på det. Og så må du tage pause, for kroppen orker ikke mere, siger Kim Andersson.
- Årsagen til at jeg stoppede på landsholdet er også, at jeg følte på min krop, at jeg ikke kunne give 100 procent både på landsholdet og i klubben.
Han forstår derfor godt, at spillere som Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen her og nu har valgt det danske landshold fra. Det fysiske pres på de spillere, der optræder i Europas topklubber, som er med i de store ligaer og Europa Cuppen, er bare enormt.
- Jeg tror, det vil komme til at tære meget hårdt på de unge spillere, der kommer nu, som for eksempel Mikkel Hansen. Hvis man ikke er et fysisk fænomen, tror jeg, man vil se mange, som får skader. Se bare Mikkel Hansens knæ nu. Det er skader som følge af for meget slid. Nøjagtig som jeg havde for to år siden i 2010, hvor jeg var væk i 10 måneder. Fordi man ikke har tid til pauser. Man har aldrig tid til at træne sig op til at ligge over niveau, så man kan klare det fysisk. Man er hele tiden på vej ned træningsmæssigt, fordi man kun spiller kampe og ikke træner kroppen, siger den svenske højre back, der ser færre slutrunder med landsholdene som vejen frem.
- Det er svært at ændre klubbernes kampe. Så det er landsholdenes slutrunder, man er nødt til at gøre noget ved, synes jeg. Hvis du spillede slutrunde hvert fjerde år, havde du over fire år et EM, et VM og et OL og så et år, hvor du kunne holde pause og have mulighed for at komme til hægterne, siger den svenske højre back.
- Jeg tror, jeg stadig havde været på landsholdet, hvis man kun havde tre mesterskaber på fire år. Havde jeg haft mulighed for at være lidt hjemme og komme mig ind imellem, tror jeg ikke, jeg var blevet så træt af at være af sted hele tiden.
Kim Andersson har dog ikke helt opgivet et comeback i gult og blåt. Det nye håndboldliv i Danmark har allerede givet ham mere luft i dagligdagen og mere tid til familien. Og energien er kommet tilbage.
- Jeg kan godt forestille mig, at jeg kommer til at spille på landsholdet igen. Måske ved OL i Rio i 2016, siger Kim Andersson med et stort grin.
