Danmarks mest vindende håndboldklub, der også er børsnoteret, har ikke helt styr børs-reglerne
KIF Håndbold Elite A/S er selskabet bag Danmarks mest vindende håndboldklub med 12 danske mesterskaber. Organisationen har dog ikke helt så godt styr på børsreglerne som på håndboldspillet.
For selv om aktieselskabet, der er noteret på First North-børsen, ved, at kursfølsomme nyheder ikke må offentliggøres, før der er sendt en meddelelse til børsen, er det netop, hvad der er sket for KIF Håndbold Elite A/S.
På klubbens hjemmeside har man offentliggjort fondsbørsmeddelelsen 'På vej mod balance i økonomien' der handler om klubbens årsregnskab og budget for den kommende sæson, uden at First North-børsen har fået besked.
-Det bliver sendt ind til børsen mandag. Og indtil da kan jeg ikke udtale mig, siger Koldings direktør Jens Boesen til sporten.tv2.dk, der afslørede fejlen og bruddet på børs-reglerne, som klubben erkender.
I første omgang var meddelelsen endda dateret 2. juli, altså på mandag, men det er nu rettet til 30. juni på KIFs hjemmeside.
Af fondsbørsmeddelelsen, som First North-børsen altså får på mandag, fremgår det i øvrigt, at Kolding forventer et underskud på seks til syv millioner for sæsonen 2011/12.
I 2010/11 var Koldings underskud 18,1 mio. kroner, så der er fremgang, og forventningen i fondsbørsmeddelelsen fra klubben er, at den kommende sæson slutter i et pænt nul. Blandt andet fordi 'lønomkostninger til spillere/trænere og administration er reduceret med ca. 2,0 mio. kr.' som det hedder i meddelelsen.
I budgettet er der dog ikke kalkuleret med en eventuel bøde, som selskabet bag KIF Kolding ifølge sporten.tv2.dk kan blive idømt for børs-brøleren, som kan læses i sin helhed her.









