To tidligere ledere i håndboldklubben Kiel skal i retten for at forklare sig i sag om bestikkelse fra Champions League finalen i 2007. Det glæder den danske landsholdsspiller Michael V. Knudsen
To tidligere topledere fra håndboldklubben THW Kiel slæbes nu i retten anklaget for bestikkelse. Det faktum er den danske landsholdsspiller, Michael V. Knudsen, ganske godt tilfreds med.
- Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Kiel lavede noget fusk i Champions League-finalen mod os. Derfor er det fint, at anklagemyndigheden mener at kunne bevise det. Det er vigtigt, at der kommer en sag og forhåbentlig en straf, siger Michael V. Knudsen til ekstrabladet.dk.
Den tidligere Kiel-træner, Zvonimir ”Noka” Serdarusic, og tidligere Kiel-manager, Uwe Schwenker, skal i retten for at forklare, hvor 152.000 euro, som klubben beskyldes for at have trukket ud af regnskaberne til bestikkelse, er blevet af. Det skulle være sket i 2007, hvor klubben i forbindelse med Champions League-finalen mod Flensburg-Handewitt skulle have bestukket to polske dommere via en kroatisk mellemmand.
Den danske streg spiller til daglig i Flensburg-Handewitt og håber, at en dom mod Kiel måske kan være med til at genoprette det gode omdømme i håndboldsporten, der ellers har været hårdt ramt af skandalesager de senere år.
- THW Kiel er jo en af de virkeligt store i europæisk håndbold. Hvis klubben straffes, kan det forhåbentligt afskrække andre, siger Knudsen.








