Sønderjyske er dog ikke uden forståelse for AGK-spillerens unfair handling til rødt kort i onsdagens håndboldligakamp
AG Københavns Snorri Gudjonsson har udløst heftige reaktioner, efter han onsdag aften i slutsekunderne af håndboldligakampen mod Sønderjyske stjal vigtig og måske afgørende tid fra modstanderen ved bevidst at beholde bolden efter en angrebsfejl og forhindre et sønderjysk modangreb.
Handlingen kostede et direkte rødt kort til AGK-spilleren. Men han sikrede samtidig en sejr til topholdet på 29-28.
Groft usportsligt og dybt unfair, er der blevet råbt. Og de mest fortørnede stemmer havde man selvfølgelig forventet at høre fra det forurettede mandskab fra Sønderjyske. Men sådan forholder det sig overraskende nok ikke.
- Selvfølgelig er man som klub og træner ærgerlig over, at det får den afslutning. Men jeg skal heller ikke sige, at jeg ikke forstår Snorri. Havde det været min spiller og os, der havde været i den situation, så havde jeg nok også synes, det var ok, lyder den overraskende reaktion fra Sønderjyskes træner Morten Henriksen.
Han synes bestemt, at AGK-spillerens handling ligger langt fra fairness-begrebet. Men lægger vægt på, at der ikke var nogen, der blev skadet i situationen.
- Det er vanvittigt usportsligt og usympatisk, hvad der sker. Man tager noget af rimeligheden ud af en kamp. Men lige nøjagtig med sådan en handling er der stor forskel på at sable en mand ned og på den måde begå usportslige ting og sådan noget her, som egentlig er harmløst. Det er nok den gængse holdning i håndboldens verden, at det her trods alt er harmløst. Havde han nu slagtet en af mine spillere ned, og han derigennem havde fået rødt kort, så så jeg situationen helt helt anderledes, siger Sønderjyske-træneren.
Morten Henriksen lægger dog vægt på, at der efterfølgende bliver slået ned på AGK-spilleren med en karantænedom, der kan mærkes. Slipper AGK-spilleren med én spilledags karantæne, vil det næsten være umærkeligt for klubben, mener Morten Henriksen.
- Jeg vil helst ikke udtale mig om, hvorvidt han skal have flere spilledages karantæne. Det er der andre mennesker, der er rigtigt kloge på. Men hvis det kun giver én spilledags karantæne, vil jeg da sørge for, at mine spillere også gør sådan noget fremover. Så har man jo tilkæmpet sig to point, som man ellers ikke havde fået. Og så har det ingen konsekvens. Det skal have en konsekvens, sådan at det ikke kan svare sig, uanset hvor vigtig man er som spiller på banen. Men lad os nu se. Det kan være Snorri får to eller tre dages karantæne. Og så har det her ikke kunnet betale sig, siger træneren.
Sønderjyske-spilleren Kenneth Bach Hansen, der var på banen i Brøndby Hallen i de hektiske sekunder, er helt på linje med sin træner.
- Hvis han kun får en enkelt dags karantæne, så må man jo sige, at det nok godt har kunnet betale sig for ham at gøre det, han gjorde, siger Kenneth Bach Hansen og er ikke bange for at give sit bud på, hvad der vil være passende:
- Hvis han får to-tre-fire dage, så har det jo ikke længere været så klogt af ham, siger han.








