AG København har sagt farvel til en af håndboldklubbens mange islændinge
Da AG København skrev kontrakt med islændingen Olafur Gudmundsson i 2010, var der tale om en investering i fremtiden. Trods status af A-landsholdsspiller var der nemlig ikke umiddelbart udsigt til spilletid for islændingen med spillere som Mikkel Hansen og Mads Larsen på samme plads, og Gudmundsson spillede derfor første sæson i AGK hjemme på Island i Hafnafjördur.
I 2011/12-sæsonen kom Olafur Gudmundsson til den danske liga, men igen valgte AGK at udleje venstrebacken - denne gang til Nordsjælland.
Det har ikke givet den nu 22-årige islænding spilletid nok, og han har derfor valgt at få ophævet sin kontrakt med de danske mestre, der ellers løb i endnu ét år.
I stedet skal han i den kommende sæson spille for svenske IFK Kristianstad, der har Ola Lindgren som træner. Kristianstad præsentede den unge islandske landsholdsspiller fredag.
- Vi er glade for, at Olafur Gudmundsson har valgt at spille for os. Han er en god tovejs-spiller, siger Mats Samuelsson fra IFK Kristianstad på klubbens hjemmeside.
- Han har brug for mere spilletid, end han har fået i Danmark og bryder derfor sin aftale med AGK, tilføjer Mats Samuelsson.
Ola Lindgren, der også er med i trænerteamet omkring det svenske landshold, og som tidligere har trænet Rhein-Neckar Löwen i Tyskland, da denne var ejet af AGKs indehaver, Jesper 'Kasi' Nielsen, glæder sig til at få islændingen til IFK Kristianstad, hvor både klubben og Olafur Gudmundsson vil udvikle sig sammen, som Lindgren formulerer det.
Olafur Gudmundsson har spillet 32 A-landskampe for Island, men han nåede aldrig at spillet ét eneste minut på AG Københavns hold trods en treårig kontrakt.









