Camilla Dalby burde være selvskrevet til Jan Pytlicks OL-trup. Det mener spillerens klubtræner.
Hun er en af få landsholdsspillere, som kan banke bolden i mål fra distancen.
Og hun blev kåret som Årets Landsholdsspiller i 2011.
Alligevel var Randers HKs Camilla Dalby overraskende nok ikke fundet god nok til at være blandt de foreløbig 12 udvalgte, der udgør landstræner Jan Pytlicks foreløbige OL-trup til legende i London.
Camilla Dalby er simpelthen ikke, hvor hun bør være i øjeblikket, fastslår landstræneren:
- Jeg har ikke udtaget Camilla Dalby endnu. For jeg synes ikke, at hun har været helt klar eller særlig skarp på det seneste i kvalifikationen, begrunder Jan Pytlick i forbindelse med præsentationen af OL-holdet.
Selvom den 24-årige højreback stadig kan gøre krav på en af Pytlicks to åbne pladser, bør der slet ikke være tvivl om hendes kandidatur til truppen.
Camilla Dalby burde nemlig være selvskrevet. Det mener hendes klubtræner, Jan Leslie fra Randers HK.
- Jeg vil sige, at der bør være plads til hende på det danske damelandshold. Hun er en af de spillere, der har det ekstraordinære, som skal til for at lave mål fra distancen. Men også i forhold til sammenspillet med stregspilleren, som er en af hendes kvaliteter. For det mangler også på landsholdet, det kunne man se ved VM i Brasilien, siger han til sporten.dk.
En årsag til, at Jan Pytlick som udgangspunkt ikke har fundet Camilla Dalby OL-klar, kan hænge sammen med, at hun i en periode har været skadet.
Men heller ikke denne forklaring køber Jan Leslie.
- Hun har selvfølgelig været skadet gennem et længere stykke tid, og det har heller ikke gjort tingene nemmere for hende. Men spillere, der har det ekstraordinære i sig, dem skal man give lidt længere snor, hvis du spørger mig, siger han.
Vælger Jan Pytlick alligevel at udtage Camilla Dalby, bliver det som højre back, men også som gardering for 18-årige Louise Burgaard, der lidt overraskende er med som fløj.
Den opgave føler nyudklækkede student sig dog klar til at løse.
- Det er en mega uvant plads, men jeg synes, at jeg viste i OL-kvalen, at jeg godt kan, siger Louise Burgaard.








