Statsministeren og oppositionslederen er for en stund forenede om at fejre håndboldherrerne.
Danmarks triumf i den kogende Beograd Arena er ikke gået regeringens næse forbi.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt sender lykønskninger videre til omklædningsrummet i Serbien, hvor festen søndag aften koger.
- 21-19. Sådan! Godt gået, Danmark, skriver Statsminister Helle Thorning-Schmidt på sin facebook-profil.
Socialdemokraternes partileder har tidligere udtalt, at hun er glad for fodbold, og har en forkærlighed for Brøndby qua opvæksten i vestegnskommunen Ishøj.
Glæden omfatter nu også håndbold. Det er også svært ikke at blive begejstret over nationens andet europamesterskab i håndbold på kun fire år.
Heller ikke hos oppositionen bliver triumfen overset.
- Det minder mig altså lidt om '92... KÆMPE TILLYKKE til håndboldherrerne med europæisk guld! En fantastisk inspiration for os alle: Man skal aldrig give op, men kæmpe til det sidste, skriver Lars Løkke Rasmussen, Venstres partileder.
Tidligere på ugen var SF's Ida Auken også ude og lufte begejstringen for begivenhederne i Serbien.
- Sidder fanget på 2. time i Bruxelles' lufthavn efter EU-møde. Men al sorgen gik væk, da jeg hørte, at Polen har slået Tyskland. Godt nok vil man nabolandet det godt, men lige når det kommer til sport er det svært at være helt solidarisk, skrev Ida Auken (SF), Miljøminister.








