BSV har mulighed for at få Mads Nielsen med i lørdagens EHF Cup-kvartfinale.
BSV har håb om, at VM-spilleren Mads Nielsen efter mere end en måneds pause på grund af et brud i ryggen gør comeback i lørdagens EHF Cup-kvartfinale mod slovenske Gorenje.
- Mads var med i forsvaret ved tirsdagens træning og fortsætter fremgangen, har vi håb om, at Mads kan være med i fem-10 minutter i lørdagens kamp. Det vil betyde meget, hvis han kan gå ind at aflaste, siger BSVs fysioterapeut, den tidligere landsholdsspiller Jan Sørensen.
Skulderskadede Morten Olsen og Lars Krogh Jeppesen, der har fået staffylykokker efter en operation var heller ikke med, da BSV i aftes optrådte i Skjern Bank Arena og med en sejr på 25-23 spillede sig på en delt førsteplads sammen med AaB.
- Morten Olsen skal skannes i skulderen i morgen (i dag). Vi håber, at han også kan gå ind at supplere på lørdag. Skaden kan ikke forværres, men Morten får store smerter, fortæller Jan Sørensen.
Det kan meget nemt gå således, at Morten Olsen for anden gang i denne sæson skal opereres, og Lars Krogh Jeppesen er helt sikkert ude i resten af sæsonen.
Da assistenttræner Nikolaj Jacobsen, der har hjulpet til på banen de seneste uger, samtidig har en forstrækning i baglåret, er det egentlig imponerende, hvad spillerne fra fusionsklubben i øjeblikket løber og laver.
Onsdag aften supplerede det 17-årige stortalent Rasmus Lauge truppen.
- En mand med en god fremtid. Han er kun første års yngling, men spiller til daglig på vores 2. divisionshold., siger Nikolaj Jacobsen
Som i Slovenien i søndags, hvor BSV tabte den første kvartfinale med 27-26, var det serbiske Damjan Blecic, der udgjorde det tunge skyts bagfra. I søndags scorede han seks gange alene i første halvleg - onsdag aften "nøjedes" han med fem.
BSV måtte igen slide hårdt på de fire tilbageværende bagspillere, mens U-landsholdsspiller Frederik Børm, der kaldes for Lars Jørgensens afløser, nøjedes med at forsvare. Det gjorde han til gengæld så effektivt, at storskytter som Lars Møller Madsen og Rune Ohm samt landsholdsdirigenten Jesper Jensen måtte kæmpe hårdt for at skyde et stærkt BSV-forsvar, hvor Mathias Madsen var en anden krumtap.
Skjern - BSV 23-25 (10-13)








