Flensburg-Handewitt skal vinde en af de to sidste kampe for at komme i Champions League-kvalifikation
Efter en storsejr på 40-22 i Minden er Flensburg-Handewitt tæt på at komme i Champions League-kvalifikation i næste sæson.
Danskerklubben skal blot vinde enten hjemmekampen mod Lemgo den 2. juni eller udekampen tre dage senere hos Hannover-Burgdorf for at komme med.
Der var aldrig tvivl i Minden, hvor Flensburg-holdet førte 22-9 ved pausen.
- Det var som at lade en Formel 1 racer køre om kap med en Folkevogn, sagde Minden-træner Ulf Schefvert efter nedsablingen.
Flensburg, der var uden den skadede danske fløjspiller Lasse Svan Hansen, havde trænersønnen Oscar Carlen som topscorer med syv mål. Anders Eggert scorede seks gange, Thomas Mogensen fem, Lars Christiansen to mål og Lasse Boesen et enkelt.
Rene Bach Madsen scorede to gange for Minden, der næsten er sikker på nedrykning.








