Efter stress og helbredsmæssige problemer skal Erik Veje igen være træner
For et lille års tid siden valgte han at lægge trænergerningen på hylden. Erik Veje Rasmussen havde det ikke godt. Hverken fysisk eller psykisk. Han var stresset og samtidig i tvivl om, hvilke retning hans liv skulle gå. Derfor stoppede den 50-årige Årgus GF-træner sit virke i klubben efter seks sæsoner i Århus. Men nu har en tænkepause åbenbart gjort godt for den tidligere storskytte, for han er angiveligt klar til at vende tilbage.
Således kan Århus GF i dag præsentere deres nye cheftræner, og Erik Veje Rasmussen står i spidsen for sin første træning tirsdag eftermiddag, hvor han med øjeblikkelig virkning afløser René Hamann-Boeriths, der har bedt om at blive løst fra sin forpligtelse i klubben.
- Efter min selvvalgte pause glæder jeg mig rigtig meget til at være tilbage i Århus GF igen, siger Erik Veje Rasmussen, ellers havde en del muligheder at vælge imellem. Han er både uddannet jurist, folkeskolelærer og håndboldtræner.
Træneren har underskrevet en kontrakt gældende til den 30. juni 2012, og han har tidligere triumferet med Århus GF med en sølvmedalje i 2005 og en bronzemedalje i 2008.
- Århus GF har en ambition om at være en fast bestanddel af toppen af dansk herrehåndbold, og med Erik Veje som cheftræner får en vi en af landets bedste og mest markante trænere til at stå i spidsen for det projekt. Ved at lade Erik overtage allerede nu, får Erik nu mulighed for at bruge resten af denne sæson som forberedelse frem mod næste sæson, ligesom han også vil spille en stor rolle i det arbejde, der ligger foran os med at sammensætte truppen fremadrettet, siger direktør, Henrik M. Jacobsen.








