Landskamprekorden i scorede mål i en kamp er 15. Anders Eggert var godt på vej, men så blev der spændt ben.
Det lignede et attentatforsøg på Nikolaj Jacobsens scoringsrekord på landsholdet, da Anders Eggert kort før pausen i opgøret mod Saudi Arabien scorede for niende gang på en halv time. Jacobsens rekord lyder på 15 mål for en hel kamp.
Men så sprang bomben. Ulrik Wilbek ville, at Lars Christiansen skulle spille venstrefløjen i anden halvleg, og så røg den rekord.
- De kom og sagde i pausen, at jeg var på vej til scoringsrekorden, men så blev jeg skiftet ud. Og så var det jo lidt svært, forklarede en storsmilende og kæk Anders Eggert efter storsejren over Saudi Arabien.
- Jeg vidste godt, at scoringsrekorden er 15 mål i en landskamp. Det var der jo meget fokus på, da Lars Rasmussen var tæt på at nå det sidste eller forrige år i en af slutrunderne, hvor han var ærgerlig over ikke at nå den. Men jeg løb ikke og tænkte på det, da jeg scorede nummer syv, otte og ni. Det kom så hurtigt til sidst, så jeg nåede slet ikke at tænke på rekord før i pausen.
Tallet var nu imponerende nok. Ni scoringer på 10 forsøg er ikke hverdagskost. Men altså heller ikke nok til nogen rekord, selv om det også blev til et tiende mål på et enkelt straffekast i anden halvleg.
- Jeg tror, det er Nikolaj Jacobsen, der har bestukket Ulrik Wilbek til at tage mig ud i pausen. Jeg kunne jo se, hvordan han sad deroppe og svedte (Nikolaj Jacobsen er TV 2-ekspert i Kroatien, red.). Så jeg er sikker på, at han har haft en finger med i spillet, storgrinte kampens topscorer, der havde rigelig plads til at lave gas, når nu kampen var kedelig at tale om.
- Jeg fik ikke rekorden. Men jeg vil også hellere tage den mod Norge om et par dage, fastslog en smilende Eggert.






















