Anders Eggert efter EM-guld: Det her kan kun overgåes, når vi vinder OL
Anders Eggert var som resten af de danske guldhelte helt euforisk, da han med guldmedaljen om halsen og EM-trofæet i hånden skulle sætte ord på, at han nu kan kalde sig europamester.
- Det her er helt fantastisk. Det er kæmpe stort. Den her medalje er det største, jeg har prøvet. Ja, den kan jo kun blive overgået, når vi tager en lignende til den der olympiade til sommer.
Siger du, at I vinder OL-guld?
- Belært af, hvordan det er gået den her gang. Men I fik det vist på bånd, gjorde I ikke det? Hehe… Ej, vi skal vel have et målsætningsmøde på et tidspunkt, men vi tog hertil for ikke at blive dårligere end sidst, hvor vi fik sølv. Så forestiller jeg mig ikke, vi tager til OL for at blive dårligere, end det vi er blevet nu. Det må betyde guld, siger Anders Eggert, mens Rene Toft Hansen supplerer:
- Nu skal vi jo passe på med vores udmeldinger, men det er selvfølgelig svært at sænke forventningerne efter et EM-guld, siger landsholdsstregen, som sammen med Mikkel Hansen fik plads på EMs Allstar-hold.
- Jeg synes, jeg har spillet en god turnering, og at det er fortjent. Men det er fuldstændig ligegyldigt sammenlignet med EM-guldet. Men det er selvfølgelig en personlig bonus, siger han.








