Hans Lindberg og HSV har fine muligheder for en suveræn sæson.
Hvad fodboldholdet ikke kan, formår fodboldspillerne. Håndbolddrengene fra Hamburger SV har allerede vundet pokaltitlen og drømmer om The Treble. Udsigterne er ikke dårlige. HSV fører Bundesligaen et points foran de forsvarende mestre fra Kiel, og de to hold mødes i Color Line Arena i Hamburg den 22. maj.
I Champions League spiller HSV på søndag returkamp hos de forsvarende mestre Ciudad Real, og HSV er taget til Spanien med en 26-22 sejr i den første kamp i bagagen.
Med syv mål var Bundesligaens topscorer, den danske landsholdsfløj Hans Lindberg topscorer i den første kamp. I alt har han scoret 80 gange i denne Champions League sæson
I Bundesligaen har danskeren scoret 214 gange, mens den nærmest konkurrent Lars Kaufmann er 35 mål efter.
- Det er svært at tage stilling til, om de fire mål er nok. Vi forventer en helt anderledes kamp i Spanien. I den første kamp havde vi et fantastisk publikum, der bar os frem. I Ciudad Real bliver situationen den modsatte, siger Hans Lindberg i et interview på EHF´s hjemmeside.
Han var ikke helt tilfreds med resultatet i den første kamp.
”Havde vi undgået de 10 minutters blackout, ville jeg have været mere tilfreds. I den periode blev vores syv måls føring minimeret til to mål,” kommer det fra danskeren.
Han har endnu ikke tænkt på Final Four, der venter for første gang, hvis HSV sammenlagt besejrer Ciudad Real.
- Det bliver en fantastisk oplevelse. Jeg håber bare, vi er med, siger Lindberg, som vil blive stolt, hvis han slutter som Bundesliga-topscorer.
- Men mere vigtigt er det, vi som hold kan få noget ud af vores mange mål. Og glem ikke, at det vil være holdets arbejde, der vil være årsagen til, at jeg eventuelt slutter som topscorer. Som fløjspiller er jeg afhængig af de bolde, jeg får at arbejde med, siger den danske stjerne.
Han er glad for at være i Hamburg.
- Det er en storby, hvor der sker mange ting. Samtidig er det ikke langt fra hjemlandet, og atmosfæren på holdet er helt ekstraordinær, kommer det fra den danske topscorer.








