Dansk Håndbold Forbund erkender blankt, at man har begået en gevaldig brøler.
Dansk Håndbold Forbund, DHF, er i disse havnet i en strid modvind, men forbundet erkender, at det er velfortjent.
Da IF Stjernen i sidste uge meddelte, at klubben ikke ønskede at stille op i kvindernes 1. division i sæsonen 2012/13, var det turneringsudvalget i DHFs opgave at henvende sig til det hold, der skulle have tilbuddet om at erstatte IF Stjernen.
Men sådan gik det ikke helt.
Forbundet henvendte sig til Rødovre HK for at tilbyde dem den ledige plads i rækken, og det var da også pænt af DHF at gøre.
Problemet var bare, at det ikke var Rødovre, der toppede forbundets egen liste over reservehold til den pågældende række.
Det var derimod Vendsyllel Håndbold.
Det fik DHF til at tilbagekalde anmodningen sendt til Rødovre, for i stedet korrekt at adressere den til Vendsyssel, som har takket ja til den ledige plads.
- Dansk Håndbold Forbund arbejder dagligt så fokuseret og målrettet, som det er os muligt, på at professionalisere vores virksomhed, så vi ad den vej kan optimere forholdene for alle danske håndboldklubber og dermed også for de enkelte udøvere. Set i det lys, er en sag som denne ikke alene pinlig, men helt uacceptabel, siger generalsekretær i DHF Morten Stig Christensen ifølge en pressemeddelelse.
Generelsekretæren beklager den uheldige situation.
- Vi kan kun beklage hændelsesforløbet over for samtlige involverede – ikke mindst naturligvis over for Rødovre Håndbold Klub – og fremadrettet bestræbe os maksimalt på at undgå gentagelsestilfælde, siger Morten Stig Christensen.






